Der er særdeles god stemning på det europæiske aktiemarked onsdag, hvor meldinger om, at krigen i Iran måske snart er ovre, trækker bredt op i aktierne.
Det fælles europæiske Stoxx 600 stiger ved middagstid 2,2 pct., og hvis det holder nogenlunde til lukketid, vil det være den største stigning til indekset, siden USA's præsident, Donald Trump, udskød sine globale toldsatser for knap et år siden.
Og igen er det meldinger fra Donald Trump, som giver lettelse i markedet. Sent tirsdag lød det, at USA "meget snart" forlader området. Ifølge præsidenten vil USA trække sig fra krigen inden for to til tre uger.
Samtidig melder iranske statsmedier også om villighed til at forhandle på den side af bordet. Donald Trump har meddelt, at han vil tale til nationen om krigen onsdag aften lokal tid.
- De to lande er stadig ret langt fra hinanden i deres opfattelse af, hvad en våbenhvile indebærer, eller hvad fred egentlig betyder, men markedet tager positivt imod, at de overhovedet taler sammen, siger Rodrigo Catril, valutastrateg i National Australia Bank i Sydney, ifølge Reuters.
Det giver optur til særligt de europæiske industri- og bankaktier onsdag. Helt i toppen af Stoxx 600 ligger den tyske industrikæmpe Thyssenkrupp med et plus på 6,6 pct., og på sektorniveau går det frem med 3,2 pct. for industri- og serviceaktierne.
Endnu bedre går det bankerne med et sektorplus på 3,7 pct. Her stiger franske Societe Generale med 5,3 pct., mens Unicredit, Barclays og Commerzbank følger trop med plusser på 4,5-5,2 pct.
I den sløje ende af Stoxx 600 falder de to britiske boligaktier Berkeley Group og Rightmove til bunds. Førstnævnte bakker 14,7 pct., efter at boligbyggeren har varslet lavere end ventet indtjening for perioden 2027 til 2030.
Boligportalen Rightmove falder samtidig 6,7 pct., da selskabet står over for et sagsanlæg på baggrund af beskyldninger om at have misbrugt sin dominerende position på det britiske marked for online-ejendomsannoncer, skriver Bloomberg News.
.\\˙ MarketWire