De europæiske aktieinvestorer anlægger onsdag en noget mere forsigtig tilgang, end tilfældet er det på det danske marked isoleret set.
Bredt over kontinentet er det nemlig moderate fald, der præger billedet, mens det danske C25-indeks noterer sig en pæn stigning.
Baggrunden er forsigtighed frem mod aftenens afslutning af rentemødet hos den amerikanske centralbank, Federal Reserve.
For selv om investorerne føler sig relativt sikre på en rentenedsættelse, har der over de seneste uger bredt sig mistanke om, at det kan ske med tilbageholdende kommentarer om den fremtidige rentebane - og måske en afvisning af flere lempelser i den nærmeste fremtid.
- Det her kan være endnu en høgeagtig rentenedsættelse, men vi tror bestemt ikke, at rentenedsættelsescyklussen er ovre, siger Guy Stear, der er chef for strategisk analyse på udviklede markeder hos Amundi, til nyhedsbureauet Reuters.
- Vi venter en pause i første kvartal, men tror, at Federal Reserve vil sænke renten to gange i andet kvartal, da virkningerne af det amerikanske budget vil føre til begrænsninger i de mindre velhavende amerikaneres forbrugsvaner, fortsætter han.
Det brede fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks falder først på eftermiddagen med 0,1 pct., og DAX-indekset i Tyskland går samtidig 0,5 pct. tilbage. CAC 40 i Paris sætter sig 0,4 pct., mens det britiske FTSE 100 går mod strømmen med et forsigtigt plus på 0,2 pct.
HOLLANDSK FORSIKRINGSSELSKAB TIL BUNDS
Blandt enkeltaktierne er der opmærksomhed til blandt andet det hollandske pensions- og forsikringsselskab Aegon, der vil flytte sit juridiske hovedsæde til USA fra Holland.
Det bryder investorerne sig ikke om og sender aktien ned med 8,0 pct. til 6,33 euro.
I den positive ende af skalaen er blandt andet madleveringstjenesten Delivery Hero med en fremgang på 8,6 pct. til 21,63 euro på børsen i Frankfurt.
Det tyske selskab tygger på mulighederne for at forbedre sin finansielle position, har det sent tirsdag oplyst.
En del af overvejelserne er strategiske partnerskaber eller frasalg af visse dele af forretningen.
.\\˙ MarketWire