Et håb om en afvikling af spændingerne i Mellemøsten driver tirsdag det europæiske aktiemarked højere.
Fremgangen ændrer dog ikke på, at otte måneders vinderstime i Stoxx 600 er forbi, og at marts står til at blive den værste måned for det brede fælleseuropæiske indeks siden 2022.
Det er meldinger fra avisen Wall Street Journal om, at USA's præsident, Donald Trump, har talt med sine rådgivere om en afslutning af krigen i Iran - selv hvis Hormuzstrædet ikke genåbnes - der løfter humøret tirsdag.
Krigen er da også årsagen til, at Stoxx 600 er faldet 7,8 pct. i løbet af marts, da uroen har betydet en kraftig stigning i energipriserne. I starten af måneden var indekset dog også nær rekordniveau.
Tirsdag stiger Stoxx 600 med 0,7 pct.
- Vi er i en tilstand af oversalg, og det sammen med de mulige opløftende nyheder har hjulpet med den genrejsning, vi ser i dag, siger markedsanalytiker Fiona Cincotta fra City Index til Reuters.
- Vi har set det talrige gange i de seneste uger, at der er en kommentar fra Trump, som har været opmuntrende, for at optimismen så falmer igen, fortsætter hun.
Tirsdag har markedet fået et første indblik i konsekvenserne af krigen i Iran, da der fra eurozonen er kommet inflationstal. Forbrugerpriserne accelererede i marts til 2,5 pct. fra 1,9 pct. i februar, men det var faktisk under økonomernes forventninger.
Kerneinflationen aftog i samme periode til 2,3 pct. fra 2,4 pct.
ALSTOM I TOP EFTER MILLIONORDRE
Den franske togproducent Alstom er tirsdag at finde helt i toppen af Stoxx 600 efter en millionordre.
Der er tale om en multinational ordre på tværs af Afrika, Mellemøsten og Centralasien. Ordren har en værdi af 700 mio. euro.
Aktien i Alstom stiger 5,3 pct. til 24,24 euro.
.\\˙ MarketWire