Der er sur stemning på aktiemarkederne rundt omkring i Europa onsdag middag, hvor renterne tikker op, mens olieprisen fortsat holder højt niveau efter USA's nye angreb på Iran natten til onsdag.
Det resulterer i blandt andet et minus til det brede Stoxx 600-indeks på 0,6 pct., hvor alle sektorerne kan notere sig minusser - bortset fra bankerne.
Bankerne i Europa nyder nemlig godt af de stigende renter, da det giver dem et bedre afkast af deres overskudslikviditet. Sektoren ligger dermed fra med et lille plus på 0,2 pct. til sektoren.
Værst går det for medie- og bilsektoren, som skrumper over 1,6 pct. ved middagstid.
Helt i bunden af de brede fælleseuropæiske indeks finder man det italienske gamblingselskab Lottomatica, som er blevet sendt på en deroute, efter at selskabet har annonceret et opkøb af sin spanske rival Cirsa.
Aktien droppede op til 11,5 pct. i løbet af formiddagen, hvilket er det største fald på en enkelt handelsdag siden maj 2023. Faldet er dog siden skrumpet til 9 pct.
Lottomatica har budt 2,8 mia. euro - eller hvad der svarer til cirka 20,9 mia. danske kr. - for alle aktierne i rivalen. Efter fusionen er det planen, at de nuværende aktionærer i Lottomatica vil eje 67,5 pct. af det, der bliver en af verdens største gambling- og betting-koncerner, mens Cirsa-aktionærerne vil eje cirka 32,5 pct.
Hos Morgan Stanley ser man stærke argumenter for opkøbet, mens Bernsteins analytikere peger på problemerne. Analysehuset lufter bekymringer om størrelsen på buddet samt udvandingen af værdien for Lottomatica-aktionærerne.
Efter nyheden stiger aktien i Cirsa 17 pct. på den spanske børs.
Desuden har det britiske energiselskab BP udpeget Ian Tyler som permanent formand for bestyrelsen, skriver Bloomberg News.
Ian Tyler har midlertidigt varetaget posten, efter at den forhenværende bestyrelsesformand, Albert Manifold, i maj blev fyret på grund af bekymringer om hans selskabsledelse.
BP aktien sætter sig 0,7 pct. ved middagstid onsdag.
.\\˙ MarketWire