De europæiske aktier hænger i bremsen mandag, efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, har annonceret en ny generel toldsats, hvilket har genoplivet usikkerheden om den amerikanske handelspolitik.
Stoxx 600-indekset falder 0,2 pct. til 629,16, hvor et dyk på 15,4 pct. for Novo Nordisk er med til at trække ned i det fælleseuropæiske aktieindeks.
Aktien i den danske medicinalkæmpe dykker til sit laveste niveau siden sommeren 2021, efter at Novo Nordisk har fremlagt data for det kommende vægttabsmiddel Cagrisema, som ikke klarer sig lige så godt som rivalen Eli Lillys førende middel, Zepbound, i et sammenligningsstudie.
Fredag lukkede Stoxx 600-indekset i alle tiders højeste niveau, efter at den amerikanske højesteret ophævede toldsatser, som den amerikanske præsident havde pålagt de globale økonomier sidste år.
I weekenden annoncerede Donald Trump en ny toldsats på 10 pct. og hævede den derefter til 15 pct., hvilket skabte uklarhed om relevansen af handelsaftaler, såsom dem med EU.
- Det er et positivt resultat og viser, at der stadig er grænser for præsidentens magt i USA, siger Hertta Alava, seniorstrateg hos Nordea, ifølge Reuters.
- Men den kortsigtede usikkerhed stiger faktisk en smule, fordi Trump vil forsøge at indføre toldsatser baseret på andre love. Det er også usikkert, hvordan dette vil påvirke de forhandlede handelsaftaler.
Med et fald på 16,7 pct. indtager Johnson Matthey bundplaceringen i Stoxx 600, efter at den britiske kemikoncern har indvilliget i at sænke salgsprisen på sin katalysatorteknologiforretning til Honeywell, efter at enheden klarede sig dårligere i regnskabsåret 2025.
Øverst i det fælleseuropæiske indeks ligger britiske JD Sports med et plus på 6,2 pct.
Det falder i god jord hos investorerne, at den britiske sportskæde vil købe egne aktier for 200 mio. pund - svarende til godt 1,7 mia. kr.
.\\˙ MarketWire