Der er fredag middag meget små udsving på de europæiske aktiebørser forud for den vigtige jobrapport kl. 14.30 fra USA, der potentielt kan give store udsving i eftermiddag.
Ved 12.30-tiden ligger det brede europæiske Stoxx 600-indeks 0,1 pct. højere efter positive bidrag fra sektorerne teknologi og cyklisk forbrug på henholdsvis 1,8 og 0,7 pct. I bunden tynger omvendt sundhed og kommunikationsservice med fald på 0,6 og 0,4 pct.
- Det er lidt en dans på stedet frem mod jobrapporten fra USA i eftermiddag, siger cheføkonom i PFA Tine Choi Danielsen til MarketWire.
Hun ser mulighed for en mere positiv jobrapport i denne omgang sammenlignet med den foregående, som skuffede på jobskabelsen uden for landbruget.
- En positiv rapport kan gå ind og forstyrre lidt, for så vil markedet blive nervøst for, at den amerikanske centralbank skal stramme pengepolitikken. Så der er da en vis risiko for, at "good news" bliver "bad news", siger Tine Choi Danielsen.
Men i forhold til markedsreaktionen kan det blive afgørende, hvad de andre elementer - udover jobskabelsen - i rapporten viser, herunder lønudviklingen og ledigheden.
- Hvis lønudviklingen holder sig pænt, og der så kommer en stærk beskæftigelsesrapport, så kan vækstglæden dominere inflationsbekymringerne. Men alt andet lige, bør det også være noget, der gør, at sandsynligheden for, at Federal Reserve skal stramme, bliver priset ind igen, sige Tine Choi Danielsen.
Selskabsspecifikt er den tyske bilproducent Volkswagen i fokus efter nyheden om en ny fyringsrunde, som vil ramme 50.000 medarbejdere.
Det bliver taget godt imod på børsen i Frankfurt, hvor aktien stiger 6,3 pct.
Planen for selskabets restrukturering med navnet "Future Plan 2030", som topchef Oliver Blume har udarbejdet, blev torsdag aften godkendt enstemmigt af bestyrelsen.
Med beslutningen vil det samlede antal afskedigelser blive fordoblet til 100.000 medarbejdere.
- Ud over eksisterende programmer er en yderligere grundlæggende tilpasning af den globale arbejdsstyrkekapacitet nødvendig for at nå målene i transformationsprogrammet og sikre Volkswagen -koncernens konkurrenceevne, hedder det i en meddelelse fra selskabet
Den østrigske teknologivirksomhed AT&S topper dog i Stoxx 600 med et plus på 11,7 pct. til 166,20 euro, efter at finanshuset Oddo hævede anbefalingen af producenten af avancerede printkort til elektronikindustrien til "outperform" fra "neutral".
Kursmålet har samtidig fået et gevaldigt løft til 220 euro fra 160 euro, fremgår det af Bloomberg News.
.\\˙ MarketWire