De europæiske aktier forlængede torsdag den værste tabsrække siden 2023 med den syvende dag i træk med fald.
Det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks lukkede torsdag dog kun med et mindre fald på 0,1 pct. i 650,35.
Europas toneangivende indeks er gået i stå efter at være steget siden april til rekordniveauer. Efter en regnskabssæson, der langt oversteg analytikernes forventninger med den stærkeste indtjeningsvækst siden 2022, befinder investorerne sig i en afventende position, mens de vurderer den fortsatte geopolitiske usikkerhed.
- Investorerne har stadig stor tillid til aktier, siger Michael Field, chefstrateg hos Morningstar, ifølge Bloomberg News.
- Vi lever i disse meget makroøkonomisk og geopolitisk ustabile tider, og investorerne er netop blevet mindet om det i løbet af den seneste uges tid eller deromkring. Det er derfor, indekset er faldet.
Energiselskaberne klarede sig med et sektorplus på 1,2 pct. bedre end markedet, da Brent-olien er steget til knap 94 dollar per tønde, efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, har annonceret planer om at iværksætte det, han kalder en "økonomisk D-dag" mod Iran.
I energisektoren blev norske Var Energi løftet med 2,3 pct. og Equinor med 1,5 pct.
Med et plus på 9,7 pct. sluttede danske Novonesis helt i front af Stoxx 600-indekset, efter at enzym- og ingredienskoncernen leverede et stærkt regnskab, der flankeret af en opjustering og et milliardstort aktietilbagekøbsprogram.
Bundskraber blev JD Sports, der blev sendt ned med 14,3 pct., efter at den britiske sportskæde nedjusterede forventningerne med henvisning til et hårdt presset marked for fodtøj.
.\\˙ MarketWire