De europæiske aktier ligger torsdag til at forlænge den værste tabsrække siden 2023, idet investorerne spejder efter nye katalysatorer efter en stærk regnskabssæson.
Stoxx 600-indeks ligger torsdag eftermiddag med et fald på 0,2 pct. i 650,18, og der er dermed udsigt til den syvende dag i rødt for det brede fælleseuropæiske indeks.
Europas toneangivende indeks er gået i stå efter at være steget siden april til rekordniveauer. Efter en regnskabssæson, der langt oversteg analytikernes forventninger med den stærkeste indtjeningsvækst siden 2022, befinder investorerne sig i en afventende position, mens de vurderer den fortsatte geopolitiske usikkerhed.
- Investorerne har stadig stor tillid til aktier, siger Michael Field, chefstrateg hos Morningstar, ifølge Bloomberg News.
- Vi lever i disse meget makroøkonomisk og geopolitisk ustabile tider, og investorerne er netop blevet mindet om det i løbet af den seneste uges tid eller deromkring. Det er derfor, indekset er faldet.
Energiselskaberne klarer sig med et sektorplus på 0,9 pct. bedre end markedet, da Brent-olien er steget til 94 dollar per tønde, efter at den amerikanske præsident Donald Trump har annonceret planer om at iværksætte det, han kalder en "økonomisk D-dag" mod Iran.
I energisektoren løftes norske Var Energi med 2,3 pct. og spanske Repsol med 1,8 pct.
Med et plus på 10,4 pct. ligger danske Novonesis helt i front af Stoxx 600-indekset, efter at enzym- og ingredienskoncernen har leveret et stærkt regnskab, der flankeret af en opjustering og et milliardstort aktietilbagekøbsprogram.
Bundskraber er JD Sports, der sendes ned med 14,2 pct., efter at den britiske sportskæde har nedjusteret forventningerne med henvisning til et hårdt presset marked for fodtøj.
.\\˙ MarketWire