De europæiske aktier havde overordnet set en god dag fredag. Specielt bankaktier var i topform på dagen, hvor den amerikanske centralbankchef Jerome Powells afløser blev afsløret af præsidenten, Donald Trump. Mineaktierne havde derimod en skidt dag og var den gruppe, der faldt mest.
Trump udpegede det tidligere centralbankmedlem Kevin Warsh til at efterfølge Powell, som kan se sin periode udløbe i maj.
Kevin Warsh har tidligere rådgivet Trump om økonomiske anliggender og udtrykkeligt tilkendegivet, at han støtter Trumps økonomiske politik og dermed ønsket om rentenedsættelser i USA, skriver Bloomberg News. Han blev tilbage i 2006 udnævnt af den daværende præsident George Bush. Han var dengang ikke særlig kendt, men hans kontakter i det finansielle marked og bankverden var afgørende under finanskrisen i 2008.
Der var rift om de europæiske banker fredag, hvor kun fire af indeksets 53 banker faldt. Samlet steg sektoren med 1,7 pct. med danske AL Sydbank i top-3 med et plus på 3,5 pct.
I den anden ende af Stoxx 600 var der pres på underindekset med råvareaktier, hvor flere mineaktier trak store minusser. Nedturen har baggrund i et stort dyk i metalpriserne, der er foranlediget af en ulmende risiko for et amerikansk angreb på Iran. Indekset for råvareaktier faldt 2,4 pct. Kobber-, sølv- og guldpriserne røg i hullet fredag.
HOLLANDSK LAMPESELSKAB DYKKEDE MEST
Langt værre gik det imidlertid den hollandske lampeproducent Signify, der har undladt at komme med omsætningsforventninger til 2026 i forbindelse med sit regnskab.
Det følger et særdeles skuffende fjerde kvartal, hvor den sammenlignelige vækst faldt 5,2 pct. mod ventet 2,62 pct. Det har ifølge Bloomberg News fået analytikerne til at varsle nedrevideringer af estimaterne.
Aktien blev straffet med et dyk på 17,2 pct. til 17,91 euro på børsen i Holland.
.\\˙ MarketWire