Onsdag blev de europæiske luksusaktier sendt under pres efter sløje salgstal fra Kering og Hermes, der var med til at starte regnskabssæsonen, hvor teknologigiganten ASML også var aktuel.
Det fandt sted i et samlet småsurt Europa, hvor det brede fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks lukkede ugens midterste handelsdag 0,4 pct. lavere.
Indekset har ellers været godt kørende med et samlet plus på knap 4 pct. siden påske.
Og med starten på regnskabssæsonen fik investorerne også indblik i, hvilke konsekvenser Iran-krigen har fået for de enkelte europæiske selskaber.
For de franske luksushuse Kering og Hermes kunne krigskonsekvenserne nemlig nemt spores i salgstallene for første kvartal.
I Mellemøsten, som står for godt 5 pct. af Kerings samlede omsætning, var salget faldet 11 pct. i første kvartal fra samme periode sidste år, og for det samlede koncernsalg havde krigen kostet 1 pct.point, fortalte Kering ifølge Bloomberg News.
Kerings kronjuvel, Gucci, skuffede samtidig med et salgsdyk på 8 pct., hvor analytikerne havde spået et mindre fald på 4,3 pct.
Hermes måtte også se Iran-krigen gøre indhug i resultaterne, hvor salget på markedet, der inkluderer Mellemøsten, faldt 5,9 pct. i kvartalet.
Samlet præsterede Hermes en salgsfremgang på 5,6 pct. i konstant valuta i første kvartal, men her havde analytikerne ventet 7,44 pct.
Kering og Hermes endte onsdagens handel som bundskrabere i Stoxx 600 med minus 9,3 pct. og 8,2 pct., mens hele sektoren for forbrugerprodukter lukkede 1,5 pct. lavere.
Burberry, Moncler og Richemont blev trukket med ned med fald på 0,6-2,2 pct.
ASML SENDT NED PÅ SKUFFENDE PROGNOSE
Efter fremlæggelse af sit regnskab for første kvartal med et positivt overraskende salg opjusterede hollandske ASML - Europas mest værdifulde selskab - sine forventninger til hele regnskabsåret.
Men forventningerne til salget i andet kvartal skuffede stort i forhold til konsensus. ASML venter et salg i kvartalet på 8,4-9,0 mia. euro mod markedets forventning om et salg på 9,07 mia. euro.
Og det var blandt andet med til at sende teknologiaktien godt ned med 4,2 pct., hvilket også trak markant ned i det samlede Stoxx 600-indeks.
ASML rapporterede desuden for første kvartal et salg på 8,77 mia euro mod et ventet salg på 8,69 mia. euro. Og for hele året venter selskabet nu et salg på 36-40 mia. euro mod et tidligere estimat på 34-39 mia. euro.
Tyske Aixtron gik stik modsat med et plus på 20,4 pct. Det skyldtes en opjustering af årets forventninger på stærk efterspørgsel i halvlederindustrien, som selskabet producerer udstyr til, skrev Bloomberg News.
.\\˙ MarketWire