08. sep. 2026 kl. 15:47
62 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Europa/lukning: Marginale fald efter ny uro i Mellemøsten - Novartis skuffede igen

Europa/lukning: Marginale fald efter ny uro i Mellemøsten - Novartis skuffede igen

Dårlige nyheder fra Mellemøsten pressede olieprisen yderligere op tirsdag, men de europæiske aktier slap med bittesmå fald.

Målt på det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks endte det med et marginalt minus til slutniveauet 649,60.

Siden mandag blev det til iranske trusler om gengældelsesangreb mod USA. Samtidig blandede den yemenitiske Houthi-bevægelse sig og gennemførte en række angreb mod Saudi-Arabiens energifaciliteter, skriver Reuters.

Det gav et nyt hop til olieprisen, som i løbet af morgenen var tæt på 100 dollar-grænsen for en tønde Brent-olie. Ved børslukketid var presset dog lettet til godt 98 dollar.

- Markedet indtager en vent-og-se-tilgang. Olieselskaber vil naturligvis få medvind, men generelt er stemningen ret svag, siger Mark Preskett, seniorporteføljeforvalter hos Morningstar, ifølge Bloomberg News.

Og det gik da også fremad for olieaktierne tirsdag. Olie- og gasektoren steg 0,6 pct. i Stoxx 600, og her var blandt andet fremgang til den norske energiduo Aker BP og Vår Energi med 1,7 pct. og 1,8 pct.

Stik modsat gik det schweiziske Novartis, som for tredje gang på en uge skuffede med et klinisk studie.

Lægemiddelkandidaten del-desiran klarede sig ikke bedre end placebo i et stort fase 3-studie mod muskelsvindsygdommen DM1, oplyste selskabet tirsdag morgen.

Det blev mødt med et minus på 10,9 pct. til medicinalaktien. Kursnedturen var endda så voldsom, at handlen midlertidigt var suspenderet tidligt på handelsdagen.

Den tyske chipproducent Infineon var atter i vælten i tirsdagens handel, efter at amerikanske Morgan Stanley sænkede sin anbefaling af aktien til "ligevægt" fra "overvægt" og skar kursmålet gevaldigt til 65 euro fra 81 euro.

Det skete med henvisning til, at der umiddelbart er mangel på katalysatorer for aktien på kort sigt, selv om selskabet bør vinde klart på den massive udbygning af datacentre, vurderede banken ifølge Bloomberg News.

Det ramte aktien med et minus på 4,3 pct.

Der var også pres på andre chipaktører som BE Semiconductor og Aixtron med fald på 3,6 pct. og 2,1 pct.

En kobberpris på rekordniveau lunede hos de europæiske mineselskaber. Her steg svenske Boliden med 6,3 pct., og britisk-chilenske Antofagasta vandt 4,7 pct.

FLSmidth, som sælger udstyr til mineselskaberne, lagde sig i slipstrømmen og steg 4,3 pct.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,3
Baseret på 605 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig