De europæiske aktiemarkeder startede pænt ud tirsdag, men investorerne mistede modet ud på eftermiddagen, i takt med at udløbet for våbenhvilen mellem USA og Iran nærmede sig.
Selskabsspecifikt gjorde danske Unibrew sig negativt bemærket efter tab af en kontrakt med Pepsico til Carlsberg. Desuden var der nyt om en mulig handel mellem kosmetikkæmpen Estee Lauder og den spanske luksusvarekoncern Puig Brands med mærker som blandt andet Nina Ricci og Rabanne.
Det paneuropæiske Stoxx 600-indeks faldt med 0,8 pct.
Der var ingen afklaring mellem USA og Iran tirsdag, hvor det end ikke var sikkert, om parterne forhandler i kulisserne, eller om de skal mødes i Pakistan onsdag.
STOR HANDEL I STØBESKEEN - UNIBREW I STØRSTE FALD NOGENSINDE
Øverst på skamlen i Stoxx 600-regi endte Puig med en stigning på 5,8 pct.
Den spanske avis Expansion erfarede, at Estee Lauder har hyret JPMorgan Chase til at strukturere en pakke på omkring 5 mia. euro til finansiering af et bud på Puig. Hverken Estee Lauder eller JPMorgan har dog ønsket at kommentere oplysningerne over for Bloomberg.
Tidligere i april har Bloomberg erfaret, at forhandlingerne mellem de to selskaber er fremskredne. Puig har en markedsværdi på 10,7 mia. euro, og en stor portion af et muligt bud fra Estee Lauder vil blive betalt via aktier, erfarede Bloomberg dengang.
En ny konstellation satte også sit præg på listen over de mest faldende Stoxx 600-aktier, hvor danske Unibrew skilte sig negativt ud med sit største kursfald nogensinde.
Aktien dykkede 25 pct. efter tabet af en vigtig kontrakt med Pepsico. Vinder af kontrakten er Carlsberg, der fra 2029 skal producere og distribuere blandt andet Pepsi og Mirinda i hele Norden og Baltikum.
For Unibrew betyder det tab af omkring 10-13 pct. af omsætningen.
Carlsberg, der siger farvel til Coca-Cola, når Pepsico rykker ind, faldt 1,6 pct.
.\\˙ MarketWire