Der var rift om aktierne i både Allfunds og Puma torsdag, hvor både rygter og bekræftet opkøbsinteresse bidrog til tocifrede kursplusser.
For det brede fælleseuropæiske aktieindeks Stoxx 600 var stemningen mere afmålt med et plus på 0,1 pct. til 575,00.
Den beherskede fremgang fulgte dog også tre dage med fremgang, da markedet er begyndt at indregne en rentenedsættelse fra USA's centralbank, Federal Reserve, i december. Beslutningstagerne i centralbanken har ellers været splittede, men svage nøgletal har på det seneste tippet vægten.
Allfunds, der står bag et investeringsværktøj, toppede det europæiske fællesindeks torsdag efter bekræftet opkøbsinteresse fra Deutsche Börse, der nu er i eksklusive forhandlinger om en overtagelse.
Buddet lyder på 5,3 mia. euro, eller hvad der svarer til 8,80 euro per aktie, der vil blive finansieret gennem en blanding af kontanter, nye aktier og et aktieudbytte.
Allfunds steg 22,1 pct. til 8,11 euro.
Lige efter fulgte den tyske sportstøjsproducent Puma, der rygtes at være i sigtekornet hos den kinesiske kollega Anta Sports Products.
Det kinesiske selskab skulle angiveligt have rådført sig om en mulig overtagelse af Puma, der eventuelt kan ske i samarbejde med en kapitalfond, skriver Bloomberg News.
Også Li Ning, der ligeledes er fra Kina, samt japanske Asics skulle have udvist interesse for det tyske selskab.
Puma har haft det svært i flere år, hvor selskabet ikke har formået at vinde indpas med sine produkter. Det har sidenhen ført til udskiftninger på topposten og i oktober nedlæggelsen af 900 stillinger for at skærpe fokus.
Aktien øgede 18,9 pct. til 20,22 euro.
Nederst i Stoxx 600 endte banken Monte Paschi med et minus på 4,6 pct. til 8,33 euro, efter at bankens administrerende direktør Luigi Lovaglio er blevet anklaget for markedsmanipulation i forbindelse med overtagelsen af Mediobanca.
.\\˙ MarketWire