01. sep. 2026 kl. 15:46
25 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Europa/lukning: Renteuro gav dårlig stemning - rejseaktier led under hop i olieprisen

Europa/lukning: Renteuro gav dårlig stemning - rejseaktier led under hop i olieprisen

Det gjorde ondt på de europæiske aktier, at renterne gik yderligere i vejret tirsdag. Nye stridigheder i Mellemøsten har presset olieprisen op, og det har sendt de globale obligationsrenter op på højeste niveau i tæt på to årtier.

På den baggrund faldt det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks med 0,6 pct. tirsdag.

- Højere renter afspejler i stigende grad finansieringspres frem for bedre vækstudsigter. Det er en mindre aktievenlig kombination, siger Florian Ielpo, makrochef hos Lombard Odier Investment, ifølge Bloomberg News.

Tirsdag endte de globale renter - opgjort samlet af Bloomberg News - på højeste niveau siden 2008.

- Europæiske aktier burde være mere isolerede fra obligationsuroen, eftersom de europæiske lande alle har langt bedre finanspolitiske positioner end USA eller Japan. De mere presserende bekymringer for de europæiske markeder i september er inflationsudsigterne, og hvad ECB og andre centralbanker vil gøre ved det, siger Joachim Klement, strateg hos Panmure Liberum, ifølge Bloomberg News.

De stigende oliepriser gik i særlig grad ud over de brændstoftørstige luftfartsselskaber. Sektoren for rejseaktier klarede sig værst med et fald på 2,3 pct.

Blandt flyaktierne gik det værst udover britisk-spanske IAG, som står bag British Airways og Iberia, med et minus på 4,6 pct. Charterselskabet TUI faldt desuden 2,3 pct.

Energiselskaberne solede sig omvendt i de stigende oliepriser, og her steg den britiske oliekæmpe BP med 5,2 pct.

Det schweiziske medicinalselskab Novartis var dog allerbedst kørende i Stoxx 600. Det skyldtes overbevisende resultater i et fase 3-studie med lægemiddelkandidaten remibrutinib til behandling af multipel sklerose.

Det sendte aktien op med 6,3 pct.

Det franske industrigasselskab Air Liquide gjorde også god figur og steg 2,2 pct., efter en melding om at den aktivistiske investor Elliott Investment Management skulle have købt op i selskabet.

Elliott skulle ifølge Bloomberg News ønske at presse Air Liquide til at forbedre sine marginer, fortæller kilder.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,3
Baseret på 577 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig