24. apr. 2026 kl. 15:50
49 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Europa/lukning: Vægten tippede mod bekymringer med teknologisektor i hopla

Europa/lukning: Vægten tippede mod bekymringer med teknologisektor i hopla

Nyheden om, at den iranske udenrigsminister er på vej til Islamabad for at forhandle fredag, gav et mindre lettelses suk på de europæiske aktiemarkeder - men det var ikke nok til, at de store børser gik på weekend klædt i grønt.

For markederne reagerer i mindre grad positivt på overskrifter om fredsforhandlinger, vurderer chefstrateg Steve Sosnick fra Interactive Brokers ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Det er ret klart, at selv om de måske forhandler, er der bestemt ikke tale om en nedtrapning af fjendtlighederne, og der vil ikke strømme olie gennem Hormuzstrædet i den nærmeste fremtid, siger chefstrategen.

Så bekymringer over væksten og et nyt inflationschok tyngede fortsat, da energiforsyningen stadig er stærkt forstyrret af spændingerne i Mellemøsten.

Det brede europæiske aktieindeks Stoxx 600 endte med et fald på 0,6 pct., og indekset er faldet omkring 3 pct. i løbet af ugen, efter at have steget i fire på hinanden følgende uger.

TEKNOLOGI I HOPLA

Sektoren med teknologiaktier steg mest fredag med 1,5 pct. drevet frem af en stærk prognose for andet kvartal fra den amerikanske chipproducent Intel.

Svenske Mycronic steg hele 12 pct., hollandske BE Semiconductor gik frem med 4,3 pct., og tyske Sap øgede 5,1 pct.

- De, der forudsagde, at AI-bølgen var forbi, tog fejl, som vi kan se, når vi kigger på halvlederbranchen. Indtjeningsvæksten er simpelthen forbløffende. Det er et optimalt punkt, hvor udbuddet af chip ikke kan følge med efterspørgslen, siger Mabrouk Chetouane, chef for global markedsstrategi hos Natixis, til Bloomberg News.

Fredag eftermiddag lå Intel i et plus på 23 pct.

OLIEN SENDTE ENERGI FREM

Energisektoren steg 0,6 pct. grundet oliepriser på over 105 dollar. Selskaber som Equinor, Subsea og Neste steg med op til 2,7 pct.

Tyske Siemens Energy kunne være med med et plus på 2,7 pct., efter at energikæmpen har opjusteret forventningerne til hele året.

De er drevet frem af en stigende efterspørgsel efter energiinfrastruktur, da udvidelsen af datacentre og elektrificeringen accelererer globalt.

NOVO SLOG LILLY

Også danske Novo Nordisk blandede sig i toppen med et plus på 5,4 pct.

Det var receptal fra konkurrenten Eli Lilly på vægtstabspiller, der var udslagsgivende. Lillys nylancerede Foundayo lå længder bage Novos Wegovy-pille i uge to for lanceringen.

- Det er noget af det, som investorerne holder øje med, i forhold til værdiansættelsen på de to aktier, siger Søren Løntoft Hansen, senioranalytiker i AL Sydbank, og tilføjer, at det dog endnu er meget tidligt at konkludere noget ud fra Lillys salgstal.

Der er dog ingen tvivl om, at lanceringen ikke er kommet lige så godt fra start, som det var håbet.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 258 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig