Der er god gænge i de europæiske aktier mandag, som bliver hjulpet på vej af faldende oliepriser, mens handlerne går en storpolitisk uge i møde med FN's generalforsamling og flere møder mellem USA's præsident, Donald Trump, og andre statsledere.
- Tilbagemeldingerne fra forhandlingerne mellem Kina og USA bidrager til en positiv stemning her ved ugens start, siger Alexandre Baradez, chefmarkedsanalytiker hos IG i Paris, ifølge Bloomberg News, der fortsætter:
- Når det er sagt, er oliepriserne for mig stadig den største drivkraft.
Det brede fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks går frem med 1 pct. ved middagstid, mens det mere snævre Stoxx 50 øger 1,3 pct. Prisen på en tønde brent-olie er desuden faldet fire handelsdage i træk til 100,86 dollar.
- I Europa ligger indeksene rigtigt godt primært trukket op af teknologiselskaber og bankerne, siger Danske Banks chefhandler, Mads Zink til MarketWire.
Blandt bankerne er den franske storbank Société Générale i plus, efter at den i forbindelse med sin kapitalmarkedsdag har løftet sløret for nye finansielle målsætninger for afkast og den investerede kapital.
Målet er et afkast af den investerede kapital (ROTE) på mellem 13 og 14 pct. i 2029 og på mere end 15 pct. i 2030 og frem. Til sammenligning har banken et mål om et afkast på omkring 11 pct. i 2026.
Investorerne tager umiddelbart godt imod meldingerne fra kapitalmarkedsdagen og har handlet aktien op med 2,7 pct. på børsen i Paris. Hele sektoren stiger 1,5 pct.
Blandt selskaberne i toppen i Stoxx 600 finder man DSV-konkurrenten Kuehne+Nagel, som stiger på børsen i Zürich med 5,6 pct. efter nyheden om, at det har indgået en langsigtet strategisk samarbejdsaftale med Amazon.
Hos Jyske Bank kalder senioranalytiker Haider Anjum aftalen som "en lille strategisk sejr" for det schweiziske selskab og en "knap så positiv nyhed for DSV".
I et generelt positivt aktiemarked mandag stiger DSV-aktien dog 3 pct. til 1312 kr.
Aftalen har til formål at understøtte fremtidige forretningsmuligheder og yderligere styrke kundeservicen for Amazon og dets datterselskaber, skriver Kuehne+Nagel i meddelelsen.
Helt fremme er aktierne i teknologisektoren, som samlet øger 2,3 pct. Heriblandt stiger Soitec, som er en fransk halvlederproducent, 7,5 pct., efter at Barclays har løftet sin anbefaling af aktien til "overvægt".
.\\˙ MarketWire