30. sep. 2025 kl. 12:50
59 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Europa/aktier: Britisk modeselskab banket i bund af nedju...

Der er afventende stemning på de europæiske børser tirsdag ved middagstid, mens investorerne tager bestik af en mulig amerikansk nedlukning og ser frem mod ugens jobtal fra USA.

Det giver en lettere nervøs stemning med kun små udsving. Det brede Stoxx 600 falder 0,1 pct. Det samme gør det britiske FTSE 100, mens det tyske DAX-indeks handles næsten uændret. I Frankrig falder CAC 40 med 0,4 pct.

Handlerne holder sig på sidelinjen og skæver mod USA, hvor der fortsat er stilstand i forhandlingerne om et nyt statsligtbudget til det kommende år. Når Republikanerne og Demokraterne ikke til enighed inden deadline i nat amerikansk tid, vil det amerikanske statsapparat lukke ned.

Det vil i sig selv ikke være det store slag for finansmarkederne, men det risikerer at udskyde fredagens vigtige amerikanske jobrapport.

- Hovedfokus er på det amerikanske arbejdsmarked, som enten bekræfter eller udfordrer forventningen om yderligere to rentenedsættelser i 2025. Hvis nedlukningen udskyder offentliggørelsen, kan det sætte gang i noget nervøsitet, siger Susana Cruz, der er strateg hos Panmure Liberum, til Bloomberg News.

Blandt enkeltaktierne er der hug til den britiske modeforhandler Asos, som har nedjusteret forventningerne til i år. Det sender aktien ned med 10,7 pct.

Nedjusteringen skyldes blandt andet hård konkurrence fra Kina, og Asos venter nu et driftsresultat, EBITDA, for 2025 i den lave ende blandt forventningerne på 130-150 mio pund.

Konsensus blandt analytikerne er ifølge Bloomberg 140 mio. pund, og Asos har dertil meddelt, at salget også vil ende lavere end ventet.

Der er også klø til Deutsche Lufthansa, hvor piloterne tirsdag har stemt for en strejke. Strejken kommer efter, at fagforeningsrepræsentanter og ledelsen ikke kunne nå til enighed om pensioner for koncernens 4800 piloter.

Aktien falder 5,7 pct.

.\\˙ MarketWire



Christian Iversen Kielberg +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her