De europæiske forsvarsaktier dykker mandag, da Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har udtalt, at han er villig til at opgive ambitioner om NATO-medlemskab til gengæld for sikkerhedsgarantier.
Nyheden om, at Ukraines præsident muligvis vil acceptere denne erstatning for landets langsigtede mål om at blive medlem af NATO er en negativ nyhed for de europæiske forsvarsaktier, udtaler analytikerkorpset hos finanshuset Oddo, ifølge Bloomberg News.
Ved middagstid mandag dykker blandt andre de tyske forsvarsaktier Rheinmetall og Renk Group i niveauet 2,5-2,9 pct.
Sideløbende dykker også aktierne i Hensoldt, Leonardo, Saab og BAE Systems omkring 1,0-2,5 pct.
Analytikerne hos Mediobanca, herunder Alessandro Pozzi, udtaler dog, at en vigtig beslutning om brug af indefrosne russiske aktiver til at hjælpe Ukraine kan blive endeligt vedtaget af Det Europæiske Råd inden det næste EU-topmøde.
Hvis dette bliver godkendt, kan brugen af russiske indefrosne aktiver støtte ordreindgangen i forsvarssektoren, fastslår Alessandro Pozzi.
Skiftet i Ukraines holdning om at blive medlem af NATO sker efter weekendens forhandlinger i Berlin mellem Ukraine og amerikanske embedsmænd, heriblandt Steve Witkoff, og Donald Trumps svigersøn, Jared Kushner, skriver CNBC.
Steve Witkoff udtalte, at "der blev gjort store fremskridt" under forhandlinger, der fortsætter mandag.
.\\˙ MarketWire