Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, bør være klar til at justere renten i hvilken som helst retning for at bekæmpe stigende inflation eller understøtte beskæftigelsen.
For nu er renten dog et godt sted, vurderer Alberto Musalem, der er direktør i centralbankens afdeling i St. Louis, ifølge Bloomberg News.
- Pengepolitikken er godt positioneret til at adressere risici mod begge mandater, og jeg venter, at den nuværende rente vil være passende i noget tid, siger han i en tale ved American Enterprise Institute i Washington.
- Dog vil jeg støtte justeringer af den pengepolitiske tilgang, hvis beviser indikerer, at økonomien kræver det, fortsætter han.
Federal Reserve arbejder under to mandater: at sikre maksimal beskæftigelse og en inflation på 2,0 pct.
Stigende energipriser som følge af krigen i Iran har genantændt frygten for en inflationskrise, lige som stemningen i USA ellers var til en sænkning af renten.
I stedet er forventningen i markedet nu, at renterne skal holdes fast i det nuværende niveau 3,50-3,75 pct. Ved det seneste rentemøde i marts blev pengepolitikken da også fastholdt.
Frygten for tiltagende inflation skal dog balanceres med et tydeligt presset jobmarked. I februar faldt beskæftigelsen uden for landbruget med 92.000 job stik mod forventning.
I et scenarie, hvor jobmarkedet forværres yderligere, men uden inflationen tiltager, ser Alberto Musalem mulighed for rentenedsættelser. Omvendt bør renten hæves, hvis kerneinflationen eller de mellemlange til lange forventninger til inflationen løber løbsk.
- At tillade inflationsforventningerne at løsrive sig øger ikke bare risikoen for højere inflation, men også langsommere vækst og et svagere arbejdsmarked, siger han ifølge Bloomberg News.
Næste uge får markedet syn for sagen, når der fra USA offentliggøres inflationstal fra USA. Torsdag er det kerneprisdeflatoren, der er Federal Reserves foretrukne inflationsmål, for februar, som offentliggøres. Det var senest 2,8 pct.
Fredag følger den overordnede inflationsopgørelse for marts. Senest blev inflationen opgjort til 2,4 pct.
.\\˙ MarketWire