03. maj 2022 kl. 14:22
4293 visninger

Flere lande skæver uroligt til hvedepriserne

Mens der i Europa er stor fokus på olie og gas fra Rusland, har andre lande fokus på noget helt andet. Nemlig hvede.

Europas afhængighed af olie og gas fra Rusland er ofte på tv-skærmen eller en del af avisernes overskrifter, men energi er ikke krigens eneste problembarn for verdensøkonomien. For nogle lande er det faktisk hvede eller gødning, der giver den store hovedpine.

Verdens kornkammer

Rusland og Ukraine står for 30 % af hele verdens eksport af hvede, hvoraf det ikke forventes, at Ukraine vil eksportere meget i den nærmeste tid.

Af samme årsag steg prisen på hvede med omkring 90 % i midten af marts i forhold til prisen ultimo 2021. Efterfølgende er prisen kommet lidt ned, men er stadig steget med ca. 35% i 2022. Det påvirker i høj grad de lande, som importerer hvede for at brødføde befolkningen. Især i flere udviklingslande – såkaldte Emerging Markets – vil den manglende import fra Ukraine få stor betydning for forsyningerne.

Samtidig forklarer importudfordringerne også, hvorfor mange af disse lande ikke har råd til at tage afstand fra Rusland i en handelssituation.

Mangel på gødning

I tillæg til hvede står Rusland også for 25 % af verdens eksport af kunstgødning, som er steget næsten 80 % i pris i år (medio marts). Det rammer de lande, som ikke importerer, men selv dyrker hvede og andre afgrøder. Det ventes at få konsekvenser for høsten, hvilket igen kan reducere udbuddet af madvarer og presse priserne op.

De stigende råvarepriser rammer med andre ord nogle lande ufatteligt hårdt – især Emerging Markets, hvor udgifterne til mad alt andet lige udgør en større del af husholdningsbudgettet end i Vesten.

"I tillæg til hvede står Rusland også for 25 % af verdens eksport af kunstgødning"

Plads til andre

Sanktionerne mod Rusland og krigen i Ukraine giver omvendt plads på markedet til andre eksportører af både hvede og gødning, som før har været klemt af den russiske storebror. Det er fx lande som USA, Canada samt Emerging Markets-landene Kina og Indien, der lige nu kan opskalere deres eksport til en mere favorabel pris.

Lande, som er eksportører af ikke kun hvede, men også andre råvarer som olie og lignende, har stor gavn af de nuværende prisstigninger, hvilket også vil kunne ses på landenes handelsbalancer.

Krig og inflation præger forventningerne til højrentelande
Læs også

Krig og inflation præger forventningerne til højrentelande

Læs artikel

Et tveægget sværd

De højere priser for mange råvarer er et tveægget sværd for mange Højrentelande, idet man som nævnt på den ene side som eksportør får højere indtægter, men at den fattigste del af befolkningen på den anden side kan have svært ved at få madbudgettet til at hænge sammen.

Det udløser ofte social uro, hvis det står på gennem længere tid, som vi så forud for ”det arabiske forår”, og derfor benytter mange regeringer redskaber som prisloft og subsidier på vigtige fødevarer, hvilket koster på landenes budget.

En mulighed er selvfølgelig, at forbrugerne i de enkelte lande skifter de dyre fødevarer ud med fødevarer, som ikke er steget (så meget) som fx ris, men samspillet mellem offentlige indblanding i prisdannelsen og madtraditioner gennem generationer, hvor hvede er hovedingrediensen, gør denne omstilling svær.

Investeringer i HøjrenteLande-fonde

Sydinvest HøjrenteLande er overvægtet i lande, som får gavn af de stigende priser på råvarer, lande som Mexico, Colombia og Ghana. Samtidig har vi i afdelinger med lokal valuta en undervægt af langtløbende obligationer, så vi ikke bliver ramt så hårdt af eventuelle rentestigninger som følge af de stigende fødevarepriser, der potentielt kan påvirke inflationsforventningerne og dermed renterne.

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 16 anmeldelser