28. aug. 2026 kl. 15:04
50 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Fredagens aktier: Mærsk-aktierne steg til tops i grønt C25

Fredagens aktier: Mærsk-aktierne steg til tops i grønt C25

Det danske aktiemarked endte i plus fredag, selv om den indledende optimisme tog et dyk hen ad eftermiddagen.

Fredag var der særligt fokus på eftermiddagens tale fra den amerikanske centralbankchef, Kevin Warsh, på den årlige Jackson Hole-konference i Wyoming, USA.

Samlet steg det danske eliteindeks, C25, med 0,3 pct. til 1923,68. Set over hele ugen blev det til en stigning på 0,9 pct.

- Der er god stemning hele vejen rundt. Godt understøttet af nogle gode regnskaber, senest Nvidia, hvis resultater er afgørende for stemningen, siger senioraktieanalytiker i Jyske Bank Martin Munk til MarketWire og tilføjer:

- De leverede super flot, og aktien steg næsten 9 pct. i går, så det er nok der, den generelle gode stemning kommer fra.

Selv om aktierne i det danske eliteindeks er knap så relaterede til kunstig intelligens, er et regnskab fra en gigant som Nvidia afgørende for stemningen, understreger Martin Munk med henvisning til at momentummet, inden for den sektor bevares.

JACKSON HOLE I FOKUS

På den længe ventede tale i Jackson Hole, Wyoming, udtalte den amerikanske centralbankchef, Kevin Warsh, at den amerikanske inflation ikke falder hurtigt nok, og hvis centralbanken ikke snart ser prisstigningerne bevæge sig mod målet på 2 pct., så venter der "arbejde".

- Her er mit udgangspunkt: Vi skal være sikre på, at den underliggende inflation bevæger sig mod vores mål, tydeligt og med tilstrækkelig hastighed. Ellers har vi noget at arbejde på. Det er vores opgave, sagde Kevin Warsh i Jackson Hole fredag.

Selv om inflationsmålingerne hen over sommeren har vist sig bedre end frygtet, er det ikke tegn på, at de underliggende tendenser er blevet markant bedre, lød det fra Kevin Warsh. Med en inflation over 2 pct. bør fokus derfor være på priserne.

Kevin Warsh lagde derudover vægt på, at pengepolitikken er centralbankens vigtigste værktøj, og at renteniveauet ikke er restriktivt.

- Warsh' totale mangel på kommunikation har gjort investorerne skrupforvirrede i forhold til, hvordan Fed styrer pengepolitikken. Både i forhold til om Fed vil agere for at bremse inflationen, men også hvor uafhængige de egentlig er overfor Det Hvide Hus. Det har været brænde på bålet i forhold til at sende de lange renter op over de seneste uger, skriver Søren Kristensen, cheføkonom i AL Sydbank, i en kommentar og tilføjer:

- Det fik Warsh taget brodden af ved igen at sende hårde signaler. Han sagde konkret, at investorerne med rette forventer renteforhøjelser i USA. Det er et stærkt signal, og det sender den amerikanske dollar op sammen med de korte renter. Det sender faktisk den tiårige rente lidt ned. Det er et godt udfald for Warsh, for det vidner om lidt større tiltro fra investorerne.

MÆRSK TRAK OP

I toppen af eliteindekset steg Mærsk-aktierne, der fredag kunne se rateindekset SCFI, Shanghai Containerized Freight Index, stige for femte uge i træk - med 2,9 pct.

- Mærsk ligger allermest lunt for. Den har performet vildt godt siden de kom med regnskab og med en ny opjustering, som overraskede alt og alle. Det har givet et yderligere løft til den og samtidig er der ikke rigtig nogen tegn på en afklaring i Mellemøsten. Det understøtter også aktien, noterer Martin Munk.

Mærsk B-aktien steg med 2 pct. til 21.970 kr. Samlet er B-aktien steget med 26,2 pct., siden selskabet den 13. august før børsåbning aflagde regnskab.

REGNSKABSNYT FRA BOLIGBYGGER OG FCK

Uden for eliteindekset aflagde Huscompagniet fredag morgen regnskab for første halvår, hvor forventningerne blev fastholdt. Omsætningen steg 20 pct. til 1,65 mia. kr., mens bruttoresultatet dykkede 2 pct. til 255 mio. kr.

- Vi er tilfredse med at øge omsætningen som planlagt, mens indtjeningen fortsat var påvirket af timing-effekter efter den kolde vinter. Den svingende forbrugertillid påvirker vores forretning for enfamiliehuse, og vi fortsætter med at navigere under de givne markedsbetingelser og udnytte de muligheder, der opstår, siger administrerende direktør i Huscompagniet Martin Ravn-Nielsen i regnskabet.

Aktien i Huscompagniet steg 0,6 pct. til 33 kr.

Regnskabsnyt var der også fra Parken Sport & Entertainment, der først og fremmest kan glæde sig over, at selskabets fodboldhold, FC København, torsdag aften kvalificerede sig til europæisk ligaspil efter en 4-1 sejr over finske Inter Turku i Parken.

Regnskabet viste, at selskabet i årets første halvår noterede sig fremgang i den samlede omsætning, hvilket dels skyldes fodboldklubbens FC Københavns Champions League-kampe i foråret og flere gæster i badelandet Lalandia.

Parken-aktien faldt 0,9 pct. til 212 kr

BOOZT TYNGET AF FRASALG

Modeplatformen Boozt faldt med 3,9 pct. til 100,80 kr., efter nyheden om, at det norske investeringsselskab Ferd har solgt sine resterende aktier i Boozt for 145 svenske kr. per styk. Salget sker med en rabat på 7,1 pct. sammenlignet med torsdagens lukkekurs på 156 svenske kr. på børsen i Stockholm.

Boozt er også børsnoteret i København, og omregnet til danske forhold er salgsprisen 97,72 kr., eller 6,8 pct. lavere end lukkekursen i København. Aktiesalget omfatter i alt knap 4,3 mio. aktier, eller 6,9 pct. af aktiekapitalen.

Salget betyder i samme ombæring, at bestyrelsesmedlem Julie Wiese fratræder, da hun blev udpeget til bestyrelsen af netop Ferd.

Greenmobility, som steg 2,7 pct. til 69 kr., kom fredag med et aktietilbagekøbsprogram på op til 5 mio. kr. Programmet starter 9. oktober og afsluttes senest 31. december.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,3
Baseret på 566 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig