Novo Nordisk tog fra på nyhed om Eli Lillys vægtstabspiller, mens Coloplast blev sendt til bunden af eliteindekset på en nedjustering.
Samlet tiltog humøret dog en kende fredag eftermiddag dels på Novos kursfremgang, dels på nyheden om, at der - måske - er grøde i fredsforhandlingerne mellem USA og Iran.
Blandt sidepapirerne var modeplatformen Boozt i hopla efter en opjustering, og netop opjusteringer blev det også til for 12 af landets mindre banker, efter at de har solgt deres andele af datacentralen BEC til Nykredit.
Samlet steg C25-indekset med 0,1 pct. til 1732,91 og dermed blev til et fald hen over ugen på 3 pct.
Tilsyneladende tøbrud i forhandlingerne mellem USA og Iran skubbede humøret en smule op, efter meldinger om, at den iranske udenrigsminister fredag ville rejse til Islamabad i Pakistan til en runde fredsforhandlinger.
- Den geopolitisk betingede optimisme skal dog ses i lyset af fortsat betydelig usikkerhed. Erfaringen viser, at der hverken er garanti for, at møderne i Islamabad faktisk afholdes, eller at de fører til konkrete resultater. Alligevel reagerer markedet positivt på enhver indikation af dialog, siger Lars Skovgaard Andersen, der er investeringsstrateg i Danske Bank.
NOVO SENDT OP AF LILLY-RECEPTER
Novo Nordisk har fået konkurrence på det amerikanske pillemarked for vægttab i form amerikanske Eli Lillys lancering af vægttabspillen Foundayo.
Men Novos Wegovy slog med længder Lillys, efter der fredag dukkede nye recepttal op for Foundayos anden uge på markedet. De viste ifølge data fra IOVIA blot 3707 udskrevne recepter, skrev Bloomberg News. Til sammenligning blev der udskrevet næsten fem gange så mange Wegovy-piller i anden uge efter lanceringen - 18.410 stk.
- Eli Lilly halter bagefter.
- Det er noget af det, som investorerne holder øje med, i forhold til værdiansættelsen på de to aktier, siger Søren Løntoft Hansen, senioranalytiker i AL Sydbank, til MarketWire, og tilføjer, at det dog endnu er meget tidligt at konkludere noget ud fra Lillys salgstal.
Novo sled sig efter nyheden til toppen af eliteindekset med et plus på 5,4 pct. til 259,95 kr.
COLOPLAST TRYNET
Coloplast kom i negativ fokus, efter at medicoselskabet sent torsdag nedjusterede sine forventninger til hele 2025/26.
Det tilkøbte Kerecis har været hårdt ramt af tilskudsændringer i den offentlige amerikanske sygekasseordning Medicare, som har tynget salget af cellulære og vævsbaserede produkter til det ambulante marked.
Til gengæld kan Coloplast glæde sig over et stærkt kvartal inden for den kroniske forretning og urologi, der oplevede pæn vækst i andet kvartal.
Coloplast faldt dog "blot" 1,7 pct. til 413,10 kr., og hos Jyske Bank kalder senioraktierådgiver Martin Munk reaktionen for "afdæmpet".
- Det viser egentlig, at meget var priset ind i aktien i forvejen, når vi kan få en nedjustering som den her, uden at det udløser et stort aktiefald, siger Martin Munk.
BOOZT LØFTEDE ÅRSFORVENTNINGER OG BANKER SOLGTE BEC
Boozt hævede torsdag sine forventninger til året efter et godt første kvartal. Onlineforhandleren fremhæver selv en stærk udvikling i marts og en opmuntrende start på forårssæsonen.
Og det kvitterede handlerne for ved at sende aktien op med 7,3 pct. til 78,20 kr.
En samling af 12 mindre banker, som blandt andet tæller Fynske Bank og Danske Andelskassers Bank, DAB, opjusterede forventninger til året, efter at de solgte deres ejerandel af datacentralen BEC til Nykredit.
Fynske Bank steg 1,3 pct., mens DAB endte uændret.
.\\˙ MarketWire