05. dec. 2025 kl. 16:09
49 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Fredagens aktier: Pænt løft trukket af Novo og to lukkerekorder til bankerne

Fredagens aktier: Pænt løft trukket af Novo og to lukkerekorder til bankerne

Novo Nordisk og bankerne var fredag med til at sørge for et lille løft til det danske aktiemarked, der ellers indledningsvist var sat en smule tilbage af, at Coloplast ikke længere blev handlet inklusive udbytte for det seneste regnskabsår.

Facit ved lukketid var dog en stigning i C25-indekset på 0,3 pct. til 1768,65. Indekset mangler nu at stige 0,5 pct. for at gå i plus for året.

- Ser vi over de seneste dage, har markedet været præget af "risk on". Man går lidt ud af nogle defensive aktier og ind i nogle mere cykliske aktier. Det har vi set en tendens til globalt, og det har også ramt Danmark, hvor forsikringsaktierne har ligget lidt underdrejet i en periode, mens vi ser investorerne gå ind i lidt mere cykliske aktier.

- Det lidt særlige i dag er så, at Novo faktisk gør det rigtigt godt, og trækker en lille spids op, opsummerer Mads Zink, chefhandler i Danske Bank.

Han har ikke noget særlig forklaring på appetitten på Novo-aktien, ud over at den er ret så forslået og omtrent halveret i år.

Fra børshusene skulle investorerne fordøje nyt fra Zacks, der sænkede sit kursmål for Novo for anden gang på en måned og skar sin anbefaling til "underperform" fra "neutral".

Et andet børshus - Berenberg - gentog sin anbefaling "køb" efter et møde med Novos finansdirektør, Karsten Munk Knudsen, der havde advaret om de mange modvinde, som medicinalkæmpen står over for i 2026 som følge af patentudløb og prispres.

Det tyske finanshus estimerer, at Novo næste år vil levere en negativ omsætningsvækst på 2 pct. samt en negativ vækst i indtjeningen per aktie på 7 pct.

Novo steg 1,2 pct. til 309,60 kr.

COLOPLAST-AKTIONÆRER FÅR UDBYTTE

Blandt de faldende C25-aktier endte Coloplast 0,7 pct., eller 4 kr., lavere, i 581,20 kr., men aktionærerne kunne alligevel smile, da udbytte på 18 kr. per aktie gik fra i aktien. Udbyttet tikker ind på aktionærernes konti på tirsdag.

Blandt bankerne var der fredag et par lukkerekorder.

Særligt Sydbank lå godt til og satte lukkerekord for fjerde gang denne uge efter en stigning på 3,3 pct. til 579 kr. Sydbank satte også lukkerekorder mandag, tirsdag og onsdag denne uge, hvor fusionen med Arbejdernes Landsbank og Vestjysk Bank er faldet på plads. Torsdag faldt Sydbank 1,8 pct.

Blandt de øvrige banker steg Jyske Bank 0,9 pct. til lukkerekorden 812,50 kr. Danske Bank sluttede bare 50 øre fra en tangering af sin lukkerekord efter en stigning på 0,5 pct. til 302,40 kr.

Og generelt er bankerne er også et godt sted at ligge, vurderer Mads Zink.

- Når man kigger frem mod 2026, og tilrettelægger porteføljer for 2026, så er bankaktier helt klart noget, man stadig skal have i sin portefølje. Det kan være, at det er det, der spiller ind. Der er købere hele vejen rundt i banksektoren.

BOOZT TRYKKET AF STOR AKTIONÆR

Blandt sidepapirerne kunne Boozt berette, at det norske investeringsselskab Ferd AS har solgt aktier med rabat for samlet 367,5 mio. svenske kr.

Aktierne blev solgt for 105 svenske kr. per aktie, hvilket involverede en rabat på 7,2 pct. i forhold til lukkekursen torsdag på børsen i Stockholm.

Salget af de 3,5 mio. aktier svarer til en ejerandel på ca. 5,3 pct.

Boozt dykkede 6,2 pct. til 72,25 kr. i København.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

4,2
Baseret på 21 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig