Pandora lyste klarest fredag sammen med AL Sydbank og Zealand Pharma. Prisen på sølv faldt markant og det var godt nyt for smykkekoncernen.
Novo Nordisk kunne trods endnu en samling gode ugentlige recepttal ikke holde sig i plus. I bunden endte FLSmidth efter fald i kobberpriserne, der torsdag var medvirkende til at sende aktien op.
- Sølvprisen er den helt store historie fredag. Og det kan være en vending, vi ser nu, sagde Mads Zink, der er chefhandler i Danske Bank, tidligere på dagen til MarketWire. Siden toppen torsdag er prisen faldet knap 18 pct.
Samlet steg eliteindekset, C25, 0,4 pct. til 1904.62. C25 gik i sidste uge på weekend i 1918,58 og er således faldet 0,7 pct. i ugens løb.
PANDORA I PLUS
Trods en sænket anbefaling fra det svenske børshus SEB til "hold" fra "køb" og et sænket kursmål fra Nykredit, var det ikke noget, der tyngede Pandora fredag.
Det markante dyk i sølvprisen vejede tungere. Aktien lukkede 5 pct. højere i 509 kr. Dog stadig nede med mere end 28 pct. siden nytår.
Trods stigende sølvpriser i ugens løb og flere dage med fald lukkede Pandora højere end slutniveauet sidste fredag.
FLSmidth nød torsdag godt af stigende metalpriser og fredag var billedet det modsatte. FLSmidth lagde sig til rette i C25-bunden med et fald på 2,5 pct. til 541,50 kr.
NOVOS WEGOVY-PILLE FORTSÆTTER FREM
Novo Nordisks amerikanske lancering af Wegovy i pilleform fortsatte den gode udvikling i uge 4, viste de seneste recepttal fra Symphony Health fredag morgen.
I uge 4 steg receptudskrivningerne lige under 31 pct. Og hos AL Sydbank ser senioranalytiker Søren Løntoft Hansen positivt på udviklingen. Han bemærker dog også, at der i ugen var helligdagen Martin Luther King Day, hvor der ikke blev udskrevet recepter.
Novo-aktien lukkede i 369,55 kr. efter et fald på 0,2 pct.
Novo kommer med regnskab onsdag i næste uge - og her er det forventningerne til 2026, der vil være i fokus. Generelt venter markedet en meget konservativ prognose fra Novo.
RATEPRES TIL MÆRSK
A.P. Møller-Mærsk fik friske ratetal fredag morgen, der viste, at prisen på containerfragt fra Shanghai til flere destinationer i verden dykkede for fjerde opgørelse i træk.
Oveni sænkede Nordea anbefalingen til "sælg" fra "hold" med et kursmål på 13.200 kr.
B-aktien endte i den røde C25-ende med et fald 0,1 pct. til 15.630 kr.
A.P. Møller-Mærsk meldte sig klar til at operere to havneterminaler i Panama, efter at landets højesteret torsdag annullerede Hongkong-virksomheden CK Hutchisons kontrakter på terminalerne Balbao og Cristobal. Landets præsident, José Raúl Mulino, har bedt Mærsk om at stå for terminalerne, indtil opgaven bliver sendt i udbud.
Lundbeck fik føjet flere positive data til samlingen omkring selskabets migrænemiddel Vyepti. Det oplyste Lundbeck i en pressemeddelelse fredag eftermiddag.
Efter to indsprøjtninger med Vyepti i studiet oplevede 75,7 pct. af patienterne forbedringer i deres migræne, fremgik det.
Lundbeck lukkede fredag 1 pct. højere i 42,12 kr.
.\\˙ MarketWire