De danske aktier vendte sig fredag 180 grader fra minusser til plusser på nyheden, om at USA's Højesteret havde underkendt den amerikanske præsident Donald Trumps told mod omverdenen.
Det danske eliteindeks steg 0,7 pct. til 1816,12 hvor der var stigninger til 22 af selskaberne og fald til blot tre.
- Aktierne rejser sig klart på nyheden om underkendelse at Trumps-toldsatser, slår Mads Zink, chefhandler i Danske Bank, fast over for MarketWire.
Han understreger dog også, at situationen endnu efterlader stribevis af ubesvarede spørgsmål, om blandt andet hvordan den amerikanske præsident vil reagere på afgørelsen, samt om USA skal betale den uberettigede told tilbage.
I sin kendelse skrev Højesteret, at lovpakken International Emergency Economic Powers Act (IEEPA), som Donald Trump brugte som hjemmel til sine toldsatser, ikke gav præsidenten autoritet til at indføre told.
Overdommer i Højesteret, John Roberts, henviste i en erklæring til, at den amerikanske forfatning placerer ansvaret for blandt andet told på Kongressen i USA - ikke præsidenten.
PANDORA SENDT I VEJRET
Blandt de danske aktier, der strøg til vejrs efter told-nyheden, var den danske smykkekoncern Pandora med en stigning på 4,1 pct. til 547,40 kr.
Selskabet har blandt andet været ramt af toldsatserne mod Thailand, hvor Pandora har sin primære produktion af smykker. Pandora sælger desuden cirka en tredjedel af sine varer på det amerikanske marked.
Generelt har både Zealand Pharma og Rockwool haft en pæn dag på børsen i København, hvor Zealand blev løftet med 2,6 pct. til 392,90 kr. efter selskabet faldt 3,4 pct. torsdag
Selskabet rapporterede torsdag et overskud for hele 2025 på 6455 mio. kr., godt hjulpet af den aftale som selskabet indgik med schweiziske Roche sidste år.
Men Zealand Pharma ser frem mod et 2026 spækket med studiedata - ikke mindst med selskabets kronjuvel, Petrelintid, som det samarbejder med Roche om. Det betyder også, at Zealand regner med stigende omkostninger til forskning og udvikling i 2026.
Rockwools irske konkurrent Kingspan blev sendt op med over 8 pct. på et årsregnskab, der i store træk levede op til analytikernes forventninger, også selv om selskabet i samme ombæring meddelte, at det havde været en træg start på 2026.
Det smittede øjensynligt af på isoleringsaktien som lukkede fredagen 2,6 pct. højere til 227,10 kr. fredag.
ISS DYKKEDE YDERLIGERE
ISS fortsatte fredag ned, efter at selskabet aflagde regnskab for fjerde kvartal torsdag før børsåbning.
Det viste en skuffende organisk vækst i kvartalet isoleret set, hvor handlerne havde blikket rettet mod Americas-regionen, som skuffede mest. Og hverken udbytte på 3,2 kr. per aktie eller aktietilbagekøbsprogram på 2,5 mia. kr. kunne tilfredsstille investorerne.
Skuffelsen spredte sig dog ikke til analytikerne, hvor blandt andet ABG Sundal Collier så positivt på ISS-aktien.
Det kastede et løftet kursmål af sig, da finanshuset satte det op med 10 kr. til 270 kr. Samtidig holdtes der fast i den positive anbefaling "køb", viste data fra Bloomberg News.
ISS faldt 3 pct. til 236,60 kr. efter et dyk torsdag på 3,7 pct.
Blandt fredagens tabere finder man også Novo Nordisk, der tilbragte mere eller mindre hele dagen i rødt, på trods af at der fredag morgen var nyt med nye recepttal på selskabets Wegovy-pille.
Recepttallene steg til i alt 52.299 recepter til nye patienter på Wegovy-pillen mod 38.423 recepter i uge seks, viser en opgørelse fra Symphony Health Solutions via Bloomberg.
Novo-aktien faldt 2,1 pct. til 301 kr.
.\\˙ MarketWire