Renten endte ved udgangspunktet på det danske obligationsmarked fredag, da indledende rentefald blev udvisket, efter at USA's Højesteret underkendte præsidenten Donald Trumps omfattende told.
Den toneangivende tiårige statsobligation endte med en rente på 2,60 pct., som også var lukkeniveauet torsdag eftermiddag. Renten var dog i løbet af dagen nede i 2,58 pct.
I sin kendelse lød det fra Højesteret, at lovpakken International Emergency Economic Powers Act (IEEPA), som Donald Trump har brugt som hjemmel til sine toldsatser, ikke giver præsidenten autoritet til at indføre told.
Overdommer i Højesteret, John Roberts, henviser i en erklæring til, at den amerikanske forfatning placerer ansvaret for blandt andet told på Kongressen i USA - ikke præsidenten.
Og det gav optur for aktierne herhjemme, ligesom at renten kravlede op på obligationsmarkedet.
På nøgletalsfronten var der inden da stor fokus på den amerikanske BNP-vækst og kerneinflationen fra PCE Core, som begge skuffede.
Den amerikanske økonomi voksede med 1,4 pct. i fjerde kvartal af 2025 i forhold til tredje kvartal opgjort i annualiserede tal, viste den første opgørelse af bruttonationalproduktet, BNP, for perioden fredag eftermiddag.
Vækstbilledet i USA er dermed langt svagere end ventet, idet konsensus blandt økonomerne ifølge Bloomberg News var en vækstrate på det dobbelte - 2,8 pct.
Det private forbrug viste vækst på 0,4 pct. i kvartalet. Til sammenligning var der blandt økonomerne ventet en forbrugsvækst på 0,3 pct.
PCE-prisindekset voksede samtidig 2,9 pct. i forhold til kvartalet før, mens der var forudset et uændret niveau på 2,8 pct. af økonomerne ifølge Bloomberg.
Også kerneprisdeflatoren skuffede. Den steg til 3,0 pct. fra 2,8 pct., mens der var ventet en mindre stigning til 2,9 pct.
.\\˙ MarketWire