Renten steg i løbet af fredag, hvor flere nøgletal tydeligt cementerede, at krigen i Mellemøsten og den effektive lukning af Hormuzstrædet er begyndt at sætte sine spor på verdensøkonomien.
Den toneangivende tiårige danske rente steg 2 basispoint til 2,92 pct. Dermed lukkede renten den korte påskeuge 6 basispoint højere.
Handlernes fokus var - foruden weekendens forhandlinger mellem USA og Iran - i overvejende grad på de amerikanske inflationstal som landede fredag eftermiddag.
Tallene viste som ventet, at de amerikanske forbrugerpriser steg med 3,3 pct. i marts i forhold til samme måned året før.
Økonomerne havde ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News ventet en marginal større stigning på 3,4 pct., efter at opgørelsen fra februar - altså før krigen brød ud - lå på 2,4 pct.
Det er blandt andet konsekvenserne af USA og Israels krig mod Iran, som udmønter sig i høje energipriser, der puster inflationen op. Konsekvenserne af krigen kan blive vidtrækkende og også få betydning for centralbankernes pengepolitik.
- Den stigende inflation betyder, at man ikke skal vente rentenedsættelser fra den amerikanske centralbank. Og der er nærmest statsgaranti for, at Jerome Powell på sit sidste rentemøde som centralbankchef i slutningen af april ikke kommer Trump i møde på præsidentens hyppigt fremsatte ønske om lavere renter, vurderer aktiechef i Sampension Philip Jagd.
- Centralbankens store bekymring er, om prispresset forplanter sig til kerneinflationen og inflationsforventningerne, og det vil tage tid at affærdige den bekymring.
Samtidigt faldt forbrugertillidsindikatoren fra University of Michigan til sit laveste niveau nogensinde i den foreløbige opgørelse for april.
Forbrugertilliden faldt til 47,6 i opgørelsen, og det var langt værre end ventet, da økonomerne ifølge Bloomberg News havde spået en mindre tilbagegang til 51,5, efter at den endelige opgørelse for marts endte på 53,3.
Opgørelsen fra universitetet viste også, at respondenterne regner med, at inflationen i USA over det næste år vil stige til 4,8 pct., hvor økonomerne på forhånd havde spået 4,2 pct. i underindekset for inflationsforventninger.
Herhjemme medvirkede også de stigende priser på brændstof til at sende inflationen i vejret.
De danske forbrugerpriser steg i marts med 1,2 pct. på årsbasis mod 0,7 pct. måneden før, viste en opgørelse fra Danmarks Statistik fredag morgen.
.\\˙ MarketWire