Aktien i computerspil- og elektronikforhandleren Gamestop og handelsplatformen Ebay sendes i hver sin retning i det amerikanske formarked, efter nyheden om at førstnævnte overvejer at trække sit bud på 56 mia. dollar på Ebay.
Det skriver Bloomberg News med henvisning til unavngivne kilder.
I stedet overvejer Gamestops topchef, Ryan Cohen, at foreslå et partnerskab eller et såkaldt joint venture, der vil give Ebay mulighed for at udnytte Gamestops omkring 1600 butikker i USA.
Det kan potentielt give begge selskaber mulighed for at øge deres markedsandel inden for blandt andet samlekort og samleobjekter, hvor der er høje marginer at hente.
Gamestop, der er en af de største Ebay-aktionærer, vil søge at få en stol i bestyrelsen som en del af partnerskabet, tilføjer de unavngivne kilder.
Siden Gamestops bud på Ebay blev offentliggjort i maj er aktien i Gamestop faldet med omkring 28 pct., mens Ebay-aktien er steget 7,6 pct.
Gamestops tilbud lød på 125 dollar per aktie, hvoraf halvdelen var kontant og halvdelen i Gamestop-aktier.
I formarkedet falder Ebay-aktien marginalt med 0,1 pct. til 111,83 dollar, hvilket værdisætter selskabet til omkring 50 mia. dollar.
Modsat stiger Gamestop-aktien 2,8 pct. til 19,70 dollar.
.\\˙ MarketWire