En lille lettelse i spekulationerne i kursfald i GN og Demant er med til at holde de to aktier i toppen af det danske marked fredag.
GN har placeret sig helt i toppen af det danske C25-indeks og er - sammen med blandt andet Demant - med til at holde tæt på neutralt, selv om markedet er dykket ud på handelsdagen.
Og det skyldes ifølge Mads Zink, der er chefaktiehandler i Danske Bank, blandt andet, at der fokus på at samle lidt op i de mest udsatte aktier, efter at den generelle markedsstemning er blevet forbedret i denne uge.
- Både GN og Demant har været ekstremt "shortet", og der er en tendens til, at der er fokus på de aktier, som har været shortet meget, siger Mads Zink fredag til MarketWire.
Han peger på, at investorerne samtidig har genvundet deres appetit på risiko denne uge, der blandt andet har budt på aktierekorder i USA.
- Og så leder man efter de aktier, der har ligget lidt under vand i en periode. Og det har høreapparatsektoren, der har været shortet meget, siger Mads Zink.
GN STADIG DEN KLART MEST SHORTEDE DANSKE AKTIE
For særligt GN har netop shorthandel været et stort tema længe, og selskabets aktie er også fortsat den klart mest shortede på det danske marked.
Ifølge de senest indrapporterede data fra fredag er 10,69 pct. af aktiekapitalen i GN udlånt til shortsalg.
Når en investor shorter - eller går kort i en aktie - lånes en portion aktier af en anden investor, hvorefter de sælges i markedet i håb om at kunne købe dem billigere tilbage senere som følge af kursfald og aflevere dem til ejeren.
På den måde kan man tjene differencen i kursen - minus et gebyr for at låne aktierne og eventuel kurtage.
SHORTSÆLGERE HAR STOR VÆGT
Opturen i denne uge for GN har betydet, at aktiekursen igen er over niveauet fra efter annonceringen af høreapparatforretningen til italienske Amplifon for en måned siden.
Dengang steg GN på nyheden med 21,2 pct. til en slutkurs på 105,30 kr., efter at salget blev annonceret. I den tidlige handel var gevinsten endda omtrent dobbelt så stor.
Men i de efterfølgende dage blev det meste igen sat over styr, og det hang formentlig sammen med en fortsat meget stor shortinteresse, fortalte Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker hos AL Sydbank, dengang til MarketWire.
- Med den store shortposition, der er i GN-aktien, er der noget interesse i at fortælle en negativ historie om det her frasalg af Hearing, sagde han i marts.
- For det første kan man sige, at der med udgangspunkt i kursfaldet for Amplifon efter nyheden kan være opstået tvivl om, hvorvidt salget overhovedet går igennem. Dernæst kan der være nogle investorer, der måske spekulerer i, at GN måske vil gå ud at bruge de her penge på noget, der ikke er værdiskabende for aktionærerne på lang sigt, fortsatte han.
Også Demant er fortsat højt på listen over shortede danske aktier med 6,19 pct. af aktiekapitalen udlånt til shortsalg, viser de seneste data fra Finanstilsynet.
Fredag stiger GN-aktien med 4,2 pct. til 108,90 kr., og Demant går 2,8 pct. frem til 219,40 kr.
Set over hele denne uge er de to aktier steget med henholdsvis 11,7 pct. og 12,6 pct.
.\\˙ MarketWire