Guldprisen er på vej mod en rekordlang stime på ti handelsdage i træk med tab, idet bekymringerne over krigen i Mellemøsten og dens indvirkning på inflationen og den globale vækst vokser.
Det skriver Bloomberg News.
Spotprisen for guld falder tirsdag med 1,1 pct. til 4358 dollar per troy ounce, mens spotprisen på sølv taber 1,3 pct. til 68,24 dollar per troy ounce.
De to metaller bliver i store træk ved med at handle modsat udviklingen for olieprisen, der mandag blev sendt i hullet, efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, udsatte angreb på Irans elnetværk.
Det gav en kort pause for nedturen for guldet, der mandag morgen nåede helt ned i 4100 dollar per ounce.
Meldingen fra Donald Trump var dog ikke nok til at hive prisen helt op i plus for dagen, da en iransk embedsmand udelukkede forhandlinger, og Wall Street Journal rapporterede, at amerikanske partnere i Den Persiske Golf kunne slutte sig til kampen.
Til trods for Donald Trumps udsatte angreb, er resultatet af eventuelle forhandlinger og fremtidig passage af skibe gennem Hormuzstrædet fortsat usikkert.
Selv eksisterende skader på energiinfrastrukturen vil tage tid at genopbygge. Det betyder, at truslen om inflation fortsat tynger guld, såvel som forventningen om rentestigninger fra den amerikanske centralbank og andre centralbanker - en modvind for ikke-udbyttegivende ædelmetaller.
- Guldpriskorrektionen har set en stejlere underpræstation end normalt, siger Suki Cooper, global chef for råvareresearch hos Standard Chartered, ifølge Bloomberg News.
Hun tilføjer, at det ikke er usædvanligt, at guld bliver presset i fire til seks uger efter en periode med ekstremt stress, da guld viser sig at være et likvidt aktiv i nødens stund.
En lignende dynamik fulgte den russiske invasion af Ukraine i begyndelsen af 2022, hvor den indledende stigning blev efterfulgt af et måneder langt fald, da de høje energipriser bidrog til inflationspresset.
- Det, man ofte ser i en stor krise som denne, er at investorer sælger stærkt positionerede, velfungerende aktiver for at finansiere marginkald for underpræsterende aktiver - aktier, obligationer, hvad som helst, siger Peter Kinsella, global chef for valutastrategi hos Union Bancaire Privee.
Et marginkald er et krav fra en børsmægler om at sætte ekstra penge ind eller frigøre midler til at dække underskud på tabsgivende positioner.
Guldprisen er faldet med cirka 18 pct. siden krigens start, mens sølvprisen har tabt cirka 27 pct. i samme periode.
.\\˙ MarketWire