En stor, men ikke overraskende, stigning i inflationen i eurozonen til det højeste niveau i næsten tre år bør skabe panderynker i Den Europæiske Centralbank.
Det er vurderingen i Sampension, hvor aktiechef Philip Jagd finder det muligt, at ECB vil hæve renten én, hvis da ikke to gange, inden året er omme.
- Inflationen ligger i store træk et stykke over det, som er ECB’s målsætning. Uden klare tegn på aftagende eller skuffende vækst så bør det give anledning til panderynker hos centralbankchef Christine Lagarde og co. Og de sidder nok og tæller på knapper i forhold til, om de skal give styringsrenten et eller endda to nøk opad, inden året er omme, skriver han i en kommentar efter nøgletallet.
Inflationen var i august 3,3 pct., viser foreløbige tal tirsdag. Det var helt som ventet af økonomerne ifølge Bloomberg News, men endog også en stor stigning fra 2,9 pct. i juli.
Det er de store stigninger i energipriserne som følge af krigen i Iran, der har pustet til inflationen. Fraregner man energi, fødevarer, alkohol og tobak, var der tale om en kerneinflation på 2,4 pct. - en lille afmatning fra 2,5 pct. måneden før.
I Danske Bank mener man ikke, at inflationen er et advarselstegn. Faktisk mener chefanalytiker Bjørn Tangaa Sillemann, at inflationstallet ikke peger på behov for højere renter.
- Alligevel ligner det en sikker renteforhøjelse fra ECB i næste uge. Der har været en generel tendens til, at nøgletallene i Europa har været bedre end ventet i løbet af sommeren, skriver han.
I både SJF Bank og Dansk Erhverv konkluderes det samstemmigt, at inflationstallet cementerer, at renten skal hæves i næste uge, når ECB holder rentemøde.
Samme konklusion kan man udlede af handlen med rentefutures. Her er stort set indregnet en hel renteforhøjelse på 25 basispoint. Det vil bringe renten op på 2,50 pct.
Derefter er det Dansk Erhvervs cheføkonom Tore Stramers vurdering, at renten skal fastholdes - også selv om risikobilledet er vanskeligt hen over vinteren.
.\\˙ MarketWire