Det vil ikke nødvendigvis få en voldsom effekt på de danske høreapparatproducenters vækst i 2026, at den amerikanske supermarkedskæde Costco har taget produkter fra to konkurrenter ind i folden i selskabets udbud af høreapparater.
Det skabte ellers umiddelbart stor røre hos særligt Demant, da verdens største høreapparatproducent, schweiziske Sonova, i sommer atter blev indlemmet i kontrakten hos Costco.
Det gjorde det, fordi forventningen hos Demant var, at det ville blive på bekostning af en af de to andre leverandører, GN og WS Audiology.
Derfor var netop Sonovas genkomst en af årsagerne til, at Demant nedjusterede forventningerne til hele 2025 efter andet kvartal.
Alligevel er der ikke nogen grund til at bekymre sig for meget, selv hvis også Starkey bliver en fast del af udbuddet hos Costco fremover, så der i stedet pludselig vil være fem leverandører.
Sådan lyder det fra Niels Granholm-Leth, der er analysechef hos DNB Carnegie.
- Hvis man forudsætter, at hver af de fem leverandører vil optage 20 pct. af salget i Costco, så vil det naturligvis have en lille negativ effekt på salget hos de tre første leverandører (Demant, GN og WS Audiology, red.). Men effekten beløber sig til mindre end 1 pct. af omsætningen og vil i nogen grad blive opvejet af de seneste prisstigninger i Veterans Affairs (VA), som er den store offentlige salgskanal i USA, vurderer Niels Granholm-Leth over for MarketWire.
Det private amerikanske selskab Starkey kører lige nu et pilotprogram hos Costco, hvor selskabet sælger høreapparater i en række udvalgte butikker.
Går det godt, kan det meget vel ende med, at også Starkey bliver en fast del af udbuddet.
SELSKABER VIL IKKE KOMMENTERE SPECIFIKKE KUNDEFORHOLD
Hverken Demant eller WS Audiology ønsker at kommentere enkelte kundeforhold, og heller ikke hos GN er der meget at hente.
Selskabet oplyser dog, at fokus blot er at levere så godt et samlet produkt til Costco, som det er muligt.
- Hvordan Costco ønsker at drive deres forretning, er vi naturligvis ikke herre over, men vi fokuserer på at levere innovative produkter samt et højt serviceniveau - ligesom det er gældende for alle vores andre kunder, lyder det i en officiel kommentar fra GN til MarketWire.
INTET PRIVATE LABEL MERE
Det hører også med til historien, at den samlede kage i høreapparatafdelingen hos Costco er blevet større for de brandede produkter inden for de seneste år.
Supermarkedskæden havde nemlig frem til slutningen af 2022 også private label-høreapparater på hylderne under navnet Kirkland Signature.
De var ligeledes produceret på kontrakt af en af de store høreapparatproducenter, som dermed tegnede sig for en stor volumen hos Costco, men til gengæld havde lavere salgspriser.
Efter at salget af Kirkland Signature er blevet stoppet, er den volumen i sagens natur blevet flyttet til den brandede del, der nu udgør hele Costcos forretning for høreapparater.
.\\˙ MarketWire