Den privatejede amerikanske høreapparatproducent Starkey kører for tiden et pilotprogram med supermarkedskæden Costco med salg af Soundgear AMP-apparater gennem visse af kædens butikker.
Dermed kan det meget vel se ud som om, at GN og Demant sammen med WS Audiology igen kan stå over for øget konkurrence i salgskanalen.
Indtil i sommer var der kun produkter fra de tre aktører på hylderne hos Costco, men så kom verdens største høreapparatproducent, schweiziske Sonova, tilbage i folden med sine Sennheiser-brandede apparater.
Det overraskede dengang flere, at genkomsten blev som en fjerde leverandør og ikke som erstatning for en af de tre eksisterende.
Og nu kan antallet måske blive øget til fem, hvis der er succes med pilotprogrammet, som ifølge amerikanske Hearing Tracker kører i omtrent 100 Costco-butikker.
Det er første gang, at Starkey leverer produkter til Costco.
GN's salg gennem Costco sker gennem Jabra Enhance-produkter, og for Demant er det Philips Hearlink, der er på hylderne, mens WS Audiology sælger teknologi fra sit Rexton-brand.
.\\˙ MarketWire