12. okt. 2022 kl. 13:45
3841 visninger

Ingen steder at finde økonomisk læ

September blev endnu en hård måned på de finansielle markeder. De internationale renter steg, og aktierne var ramt af massive kursfald på flere markeder. Læs mere her.

Der var med andre ord ingen steder at finde læ, hvorfor alle vore afdelinger bød på negative afkast i september. Værst gik det i afdeling Danmark Indeks, hvor flere af de toneangivende selskaber oplevede store tocifrede kursfald. Den amerikanske dollar blev yderligere styrket i september og handler nu under paritet over for euroen. Vi skal næsten 20 år tilbage, siden det sidst er sket. Det har naturligvis dæmpet kursfaldene på dollarrelaterede aktiver i dansk regning.

Udviklingen skal ses på baggrund af, at den globale økonomi står over for stadig større udfordringer. Inflationen er fortsat stigende i den modne del af verden til foreløbigt ca. 10 %. Centralbankernes styringsrenter er derfor blevet sat yderligere op, og retorikken er blevet strammet en ekstra tand. På Emerging Markets synes inflationen at være stabiliseret og endda faldende i visse lande.

Det hele kulminerede i slutningen af september.  Højrefløjen og euroskepticismen i Italien fik flertal ved parlamentsvalget, Rusland afholdt ulovlige folkeafstemninger i fire regioner i det østlige Ukraine, og Nord Stream 1 samt 2 blev ramt af sabotage i Østersøen. Fremlæggelsen af en vækstplan fra den nye britiske regering fik vendt tommelfingeren nedad af både Den Internationale Valutafond, IMF, og Bank of England med store negative reaktioner på de finansielle markeder. Vækstplanen rummede ufinansierede skattelettelser på 45 mia. pund samt energistøtte til forbrugere og erhvervsliv.

Tallene for det amerikanske arbejdsmarked skuffede for en gangs skyld en smule, hvilket sammen med ovenstående giver yderligere næring til de i forvejen dårlige vækstudsigter for den globale økonomi, som har udsigt til en kraftig afmatning både i 2022 og 2023. 

Internationale obligationer

De internationale statsrenter er steget markant i september. Storbritannien skiller sig ud med en rentestigning på de 10-årige statsrenter på hele 1,3 %-point til 4,1 % efter at have rundet 4,5 % i løbet a måneden som respons til den britiske vækstplan. Det har fået iagttagere til at sammenligne Storbritannien med lande fra Emerging Markets. I USA steg de ti-årige statsobligationer med 0,66 %-point til 3,8 %. Rentestigningerne i Eurozonen  var på niveau med stigningerne i USA. I Japan var rentestigningerne mere beskedne og meget tæt på 0.

Udviklingen i internationale statsrenter (%)

Kilde: Datastream

Udvikling i valutaer

Valutaerne er generelt blevet svækkede over for euroen og dermed kronen. Blandt de modne økonomier udgør valutaerne fra USA og Schweiz undtagelserne med styrkelser på henholdsvis 2,6 % og 1,6 %. Ellers er det udvalgte valutaer fra Emerging Markets, som er blevet styrket.

Blandt de mest svækkede valutaer finder vi norske kroner og newzealandske dollar med svækkelser på henholdsvis 6,5 % og 6,2 %.

Danske obligationer

De danske statsrenter har været stigende over hele rentekurven i september. Renterne på danske realkreditobligationer er steget endnu mere og blev bl.a. påvirket af renteskvulpet fra Storbritannien i forbindelse med fremlæggelsen af vækstplanen ultimo september.

Afkast på danske stats- og realkreditobligationer i september

Kilde: Datastream

Afdelingerne med danske obligationer har klaret sig dårligere end deres respektive benchmarks. Det skyldes, at afdelingerne har en stor overvægt i realkreditobligationer, der ikke indgår i afdelingernes benchmarks, som udelukkende består af statsobligationer. 

Virksomhedsobligationer

Den øgede recessionsfrygt og risikaversion har bevirket, at renterne på virksomhedsobligationer er steget mere end på sammenlignelige amerikanske statsobligationer. Ikke overraskende er renterne på High Yield-obligationer, HY, steget mest i september. Renterne på Investment Grade-obligationer, IG, er steget noget mindre.

Virksomhedsobligationer IG gav et afkast på -3,56 % og Virksomhedsobligationer HY på -4,17 %, hvilket i begge tilfælde var på niveau med afkastene på benchmark. Varigheden på IG er længere end på HY, hvilket forklarer forskellen mellem afkastene.

Markedsudvikling for virksomhedsobligationer

Obligationstype Effektiv rente (%) Ændring seneste måned Siden årets start
Investment Grade 5,32 86 bp 339 bp
High Yield 8,31 136 bp 507 bp
US 10Y Treasury 3,80 66 bp 231 bp

Kilde: Datastream

Højrentelandeobligationer

De generelt stigende renter ramte også obligationerne fra højrentelandene. Hertil kom, at oliepriserne faldt ca. 8 % i september. Det kan tilskrives udsigten til faldende efterspørgsel fra USA, Europa og Kina. Obligationerne udstedt i hård valuta så de største rentestigninger, og rentespændet til tilsvarende amerikanske statsobligationer blev udvidet markant for denne type obligationer. 

Udviklingen i renterne fra højrentelandene (Lokal Valuta: Orange - Hård Valuta: Blå)

Kilde: Datastream

En række centralbanker fortsatte med stramningen af pengepolitikken i september. Styringsrenterne blev forhøjet med 1,25 %-point i Ungarn, 1 %-point i Colombia og Chile, 0,75 %-point i Mexico og Sydafrika, 0,5 %-point i Indien, Indonesien og Filippinerne, 0,25 %-point i Thailand, Malaysia, Peru og Polen samt 0,125 %-point i Taiwan.

I september har obligationer udstedt i hård valuta givet et benchmarkafkast på -6,75 %, og obligationer udstedt i lokal valuta har givet et benchmarkafkast på -2,38 %.

HøjrenteLande har sammen med HøjrenteLande Mix klaret sig dårligere end deres respektive benchmarks.  HøjrenteLande Lokal Valuta har givet et afkast på niveau med sit benchmark, og HøjrenteLande Valuta har klaret sig bedre end sit benchmark, fordi afdelingen har en lavere rentefølsomhed end sit benchmark. 

De modne aktiemarkeder

Recessionsfrygten kombineret med de stigende renter smittede af på aktiemarkederne med markante kursfald på de fleste markeder. Renteforhøjelserne på 0,75 %-point i både Europa og USA bidrog til den negative stemning. Europa klarede sig relativt bedst blandt de større toneangivende markeder, selvom USA blev hjulpet på vej af en styrket dollar. Den tyske regering har lanceret sin tredje hjælpepakke på energiområdet og de faldende gaspriser var i en relativ betragtning også en håndsrækning til de europæiske aktiemarkeder.

I Skandinavien klarede de finske efterfulgt af de svenske aktier sig bedst. I Danmark klarede blandt de toneangivende aktier Jyske Bank (6,8 %) og Carlsberg (-0,5 %) sig bedst, mens bundskraberne var at finde blandt GN Store Nord (-36,2 %), Vestas (-24,0 %) og AP Møller-Mærsk-selskaberne (-22 %). Norge var det svageste marked med bredt funderede kursfald.

Afkast i % på de modne aktiemarkeder i september, målt i kr.

Kilde: Datastream

Afdeling Tyskland har klaret sig bedre end sit benchmark i september. Afdelingens har fastholdt sit investeringsniveau på 111 % ultimo september. 

Afkast i % på globale vækst- og valueselskaber fordelt på virksomhedsstørrelse i september

Kilde: Datastream

De stigende renter og svagere vækstudsigter har i et begrænset omfang været relativt positivt for valueaktierne. Afdelingerne med ligevægt og value har alle klaret sig en smule bedre end deres respektive benchmarks.

Aktier fra Emerging Markets

Aktierne fra Emerging Markets var endnu hårdere ramt end aktierne fra de modne markeder i september. Det var især Sydkorea, Kina og Taiwan, som i Fjernøsten trak voldsomt ned. I Kina er der fokus på partikongressen den16. oktober. Aktierne i Sydkorea og Taiwan er meget rentefølsomme og derfor negativt påvirket af de stigende renter. De indiske aktier klarede sig relativt godt på trods af tilbagesalg fra udenlandske investorer. 

Latinamerika klarede sig relativt godt på trods af politisk usikkerhed. I Brasilien opnåede ingen af kandidaterne absolut flertal. Den tidligere præsident Lula fik flest stemmer og skal ud i 2. valgrunde i oktober. 

Afkast i % på de største markeder fra Emerging Markets i september, målt i kr.

Kilde: Datastream

Alle vore aktieafdelinger på Emerging Markets klarede sig bedre end deres respektive benchmarks. 

Udsigter

Med hensyn til forventningerne på de enkelte investeringsområder henvises til de kvartalsskriv, som vi publicerer på hjemmesiden i løbet af oktober.

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,1
Baseret på 15 anmeldelser