ISS får sat sit kursmål op til 315 kr. fra 290 kr. af Danske Bank, der venter, at næste uges regnskab fra servicekoncernen vil vise en solid udvikling.
Det skriver Danske Bank i et analysenotat, hvori det også fremgår, at anbefalingen "hold" bliver gentaget.
I forbindelse med tirsdagens halvårsregnskab venter Danske Bank en gentagelse af prognosen, der blev opjusteret den 19. maj som følge af forliget indgået med Deutsche Telekom.
Her blev prognosen løftet til en organisk vækst på over 6 pct. mod tidligere over 5 pct., mens forventningerne til driftsmarginen blev løftet til omkring 5,25 pct. mod tidligere over 5 pct. Prognosen for de frie pengestrømme blev samtidig hævet til 3,1 mia. kr. fra 2,5 mia. kr.
Det nye kursmål inkluderer også opkøbte Tomagruppen, der blev godkendt af myndighederne i juni.
På baggrund af opkøbet har Danske Bank øget sit estimat for omsætningen i 2027 med 2 pct. og for EBITA-indtjeningen med 3 pct.
ISS-aktien ligger torsdag formiddag med et plus på 0,1 pct. i 281,80 kr.
.\\˙ MarketWire