Bank of Japans topchef Kazuo Ueda understreger mandag behovet for yderligere renteforhøjelser i kølvandet af, at centralbanken tilbage i slutningen af december løftede renten til det højeste niveau i 30 år.
Det skriver Bloomberg News.
- Vi vil fortsætte med at hæve renterne i takt med forbedringer i økonomien og inflationen, udtaler Kazuo Ueda mandag i en tale ved en nytårskonference afholdt af den japanske bankforening.
- En passende justering af den pengepolitiske politik vil føre til opnåelse af et stabilt inflationsmål og langsigtet økonomisk vækst, fortsætter Kazuo Ueda.
Udtalelserne kommer, omkring to uger efter at den japanske centralbank, Bank of Japan, den 19. december som ventet hævede renten med 25 basispoint til 0,75 pct.
Dengang oplyste banken, at der var flere renteløft i pipelinen, hvis forholdene tillader det.
Ifølge Bloomberg News venter handlerne det næste træk fra Bank of Japan omkring midten af 2026, mens få ser, at et træk fra centralbanken kan komme før på grund af den svage yen.
Den japanske valuta blev mandag morgen handlet i omkring 157,15 yen for en dollar efter at have ramt 157,25, hvilket var det laveste niveau i to uger.
En svag yen forstærker inflationspresset på grund af højere importomkostninger, skriver Bloomberg News, der tilføjer, at de japanske husholdninger efterhånden er trætte af en langvarig stigning i leveomkostningerne, da den japanske inflation har ligget på eller over Bank of Japans mål på 2 pct. i mere end tre og et halvt år.
Bank of Japan offentliggør sin næste rentebeslutning den 23. januar.
.\\˙ MarketWire