Eskalerende krig i Mellemøsten vil på kort sigt betyde fragtratestigninger og dermed et rygstød til Mærsks indtjening på trods af højere brændstofudgifter.
Men strukturelt hviler der fortsat et massivt pres på fragtraterne og dermed indtjeningen hos Mærsk, da udsigt til "flere års overkapacitet ligger som en tung isvinter over markedet".
Sådan lyder det fra senioraktieanalytiker i AL Sydbank, Mikkel Emil Jensen, i en kommentar mandag formiddag.
- Netop som man kunne få fornemmelsen af, at isen var ved at lukke sig, opstår der nye åndehuller, der giver plads til at trække vejret igen, skriver Mikkel Emil Jensen og tilføjer:
- Situationen i Iran og en tilhørende de facto nedlukning af Hormuzstrædet kan skabe skvulp på markedet for containertransport, og minder lidt om en miniversion af nedlukningen af Det Røde Hav. For nuværende, så ligner det dog mest en energikrise end en forsyningskrise, men effekterne på containerfragt kan blive mærkbare.
På den korte bane betyder situationen stigende fragtrater, men til gengæld vil omkostningerne også stige, skriver senioraktieanalytikeren, og henviser til øgede forsikringspræmier, længere ventetider i havnene og særligt højere oliepriser. Sidstnævnte er allerede steget omkring 10 pct.
- De højere oliepriser kan hæve den globale inflation og mindske forbrugslysten og dermed reducere efterspørgslen efter containerfragt, skriver Mikkel Emil Jensen.
- Men på kort sigt vil fragtratestigninger mere end kompensere for både højere brændstofudgifter og øgede udgifter i netværket – det betyder, at vi forventer et indtjeningsmæssigt rygstød til Mærsks indtjening. Alene den udskudte tilbagevenden til Det Røde Hav indikerer for os, at Mærsk potentielt kan lande i den øvre ende af deres indtjeningsprognose for 2026 – specielt fordi vi vurderer, at situationen har skabt varig skade på containerrederienes ønske om at vende tilbage til Det Røde Hav, selv hvis angrebene på Iran ophører hurtigt, fortsætter han.
.\\˙ MarketWire