Mærsk og tyske Hapag-Lloyd vil gennem de to selskabers Gemini-alliance sende endnu en rute fra Asien til Europa tilbage gennem Suez-kanalen.
Det oplyser Mærsk i en meddelelse til kunderne mandag.
Der er tale om AE19-ruten, der fra dags dato vil benytte sig af Suez-kanalen igen i stedet for at sejle syd om Afrika ved Kap Det Gode Håb.
- Denne fælles beslutning med Hapag-Lloyd er truffet efter en grundig vurdering af sikkerhedssituationen i området omkring Det Røde Hav og markerer et skridt i retning af en gradvis tilbagevenden til Suez-korridoren. Ruten AE19 forbinder Asien, Middelhavet, Saudi-Arabien og Europa, oplyser Mærsk.
Tidligere har Mærsk også annonceret en tilbagevenden til Suez-kanalen med MECL-ruten og AE15-ruterne i Gemini-samarbejdet med Hapag-Lloyd.
Hos Jyske Bank beskriver analytiker Haider Anjum AE19-ruten som en af de lidt mindre services, som eksempelvis betjenes af Berlin Mærsk, der har en kapacitet på omkring 17.500 TEU.
- Jeg vil groft estimere, at AE19 repræsenterer 3-5 pct. af Geminis samlede Asia-Europe-kapacitet. Hvis den kan operere sikkert de næste måneder, vil markedet straks begynde at spekulere i, hvornår de store services følger trop såsom AE3, AE5 og AE12, men også Mærsk egne services, der ikke er en del af Gemini-samarbejdet. Det er dér, de virkelig store "konsekvenser" for de globale fragtrater ligger, skriver Haider Anjum i en kommentar.
Efter annonceringen er Mærsks B-aktie gået fra en stigning på 2 pct. til en fremgang på 1,2 pct. til 17.310 kr.
.\\˙ MarketWire