Hvad betyder konflikten mellem Kina og USA for Europa?

Hvad betyder konflikten mellem Kina og USA for Europa?

Ruslands invasion af Ukraine var et utænkeligt scenarie, da vi i slutningen af 2021 lavede et interview med lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen om forholdet mellem USA og Kina. Selvom Rusland rent geopolitisk fylder meget, lurer konflikten mellem USA og Kina stadig. Læs, hvilken betydning det har for os.

Det er en klar vinterdag i 2021, og Ruslands invasion af Ukraine er stadig utænkelig for de fleste. Dannebrog vajer i toppen af flagstangen ved Svanemøllens Kaserne. Symbolikken er som taget ud af en film med den knaldblå himmel og kasernens røde murværk som kulisse. Men anledningen til besøget på Østerbro er alt andet end fiktion, for indimellem overgår virkeligheden fantasien. Derfor har vi bedt Peter Viggo Jakobsen om at gøre os klogere på, hvorfor uenigheder mellem verdens stormagter har så stor betydning for os her i Europa. Peter Viggo Jakobsens bagkatalog af viden om konflikter og kriser er enormt, og derfor lægger han ud med et historisk perspektiv.

”Amerikanerne har siden afslutningen på 2. Verdenskrig i 1945 og Murens Fald i 1989 dikteret, hvordan verden skal regeres. Sammen med Europa har amerikanerne ført en politik om, at rækker vi en hånd ud til Rusland og Kina, skal de indrette deres systemer efter vores og spille efter vores regler. Problemet er bare, at hverken Kina eller Rusland har indordnet sig”, indleder han og fortsætter: ”Kina er begyndt at stille krav til, hvordan tingene skal foregå økonomisk. Og de forlanger selv at bestemme over landene omkring Kina og i Det Kinesiske Hav. Selv om FN’s Havretskonvention har regler for fordeling af havterritorium, ser kineserne anderledes på det. De har nogle gamle kort, som går længere tilbage”, forklarer Peter Viggo Jakobsen.

Sydinvest interview

Peter Viggo Jakobsen er cand.scient.pol., ph.d. i international politik og lektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier på Forsvarsakademiet samt professor ved Center for War Studies ved Syddansk Universitet.
Han bliver ofte brugt i danske og internationale medier til at belyse og nuancere forsvars- og sikkerhedspolitiske emner.

Kina vil nærme sig Europa

Kineserne vil ændre på magtbalancen i verden og nærme sig Europa. Derfor arbejder de på at udvikle store infrastrukturprojekter med nye handelsruter fra Asien mod Europa og planlægger blandt andet en søvej til Europa nord om Rusland for at spare sejltid.

Peter Viggo Jakobsen nuancerer det sådan: ”Kina har en vision om i 2050 at sidde som en edderkop i et spind og styre nogle store handelsruter og systemer, bygget af kinesiske firmaer, hvor det har været umuligt for vestlige firmaer at byde ind. De prøver at lave et handelssystem, hvor de bestemmer. Set med kinesiske øjne er målet at være økonomisk og teknologisk førende. Og hvis de på det tidspunkt ikke også allerede har overhalet USA, er de lige så stærke og kan matche dem på alle parametre, også militært”, forudsiger han.

Kina [...] planlægger blandt andet en søvej til Europa nord om Rusland for at spare sejltid."

 

Større Kinesisk indflydelse - En fordel eller en ulempe?

Kinas indflydelse i Europa handler ikke kun om adgangen til Europa, men også om landets indflydelse på kontinenter tæt på os. Set med europæiske briller er det ikke så sort-hvidt, at man kan drage klare konklusioner på, om kinesernes indflydelse er en fordel eller en ulempe. Peter Viggo Jakobsen nævner Afrika som et eksempel.

”I Afrika giver kineserne store lån til forskellige stater, og når de ikke kan betale tilbage, får Kina mere magt. Det kan på længere sigt blive et problem for os i Europa, da vi bor tættere på Afrika. Hvis kinesisk indflydelse ikke betyder stabilitet, men ubalance, vil vi se flygtningestrømme i vores del af verden”, forklarer han og uddyber: ”På den anden side kan det være en fordel for os, at Kina forbedrer infrastrukturen i Afrika og skaber økonomisk vækst. Men det er vigtigt for Europa, at de afrikanske regeringer ikke kommer i lommen på Kina”.

USA, Kina og kampen om magten
Læs også

USA, Kina og kampen om magten

Læs artikel

Konfliktniveauet påvirker forbrugere og virksomheder i Europa

Stormagtspolitik rammer uundgåeligt den enkelte forbruger, især fordi USA og Kina handelsmæssigt er flettet tæt sammen. Peter Viggo Jakobsen forklarer: ”Paradokset er, at jo mere uenige de er, desto større økonomiske omkostninger er de villige til selv at tage for at mindske afhængigheden af hinanden. Derfor vil konfliktniveauet have en direkte afsmittende effekt på de omkostninger, der bliver pålagt forbrugerne i Europa”.

Den kinesiske udbyder af informationsteknologi Huawei er et eksempel på, hvordan konflikten påvirker den almindelige forbruger. Europæere ender med at få en større regning for telefoni, fordi USA har krævet, at Huawei ikke må udvikle 5G-teknologi i Europa. ”Trusler om ikke at ville beskytte Vesteuropa mod russerne har blandt andet fået Danmark, Tyskland og Storbritannien til at rette ind, selv om Huawei ville have leveret både den bedste og billigste løsning”, forklarer han.

Hvad er fremtidsscenariet for danske virksomheder?

Også danske virksomheder er nødt til at tage konfliktens afledte effekter med i fremtidige overvejelser.

”Danske virksomheder kan blive nødt til at lægge ordrer uden for Kina, fordi man er bekymret for sanktioner fra USA. Også selv om man kunne have fået ordren billigere her. Omvendt presser kineserne vestlige virksomheder til at blive ved med at lægge penge i Kina. Det er nogle overvejelser, som virksomheder skal tage med ind i den mere langsigtede planlægning, hvis man er afhængig af både USA og Kina”, forklarer han.

Vi er et lille land med en åben økonomi, som har en interesse i at eksportere varer, hvor vi kan.“

Et amerikansk modtræk, som også vil påvirke Europa, er amerikansk udvikling af robotter, 3D-printere og generelle investeringer i teknologi. Målsætningen er at flytte produktion væk fra Kina og tilbage til enten USA eller de allierede lande for at få større forsyningssikkerhed. Der vil ske et skifte og en påvirkning af globale produktionskæder, og i en overgangsperiode vil det også betyde merudgifter for forbrugerne.

”Jeg tror, at man som virksomhed skal indstille sig på, at USA vil kræve, at man ikke kan handle med Kina, hvis man samtidig vil have en ordre hos USA”, forudsiger Peter Viggo Jakobsen.

Danmarks dilemmaer i en forandret verden

Det påvirker vores hverdag at skulle balancere forholdet til både kineserne og amerikanerne. ”Vi er på vej ind i en verden med konkurrerende stormagter, hvilket minder lidt om, hvad vi så under Den Kolde Krig. Selvfølgelig skal vi fastholde alliancen med USA og bakke op om EU, men der er ingen grund til at lægge sig ud med kineserne”, vurderer Peter Viggo Jakobsen.

Det udfordrende ved vigtigheden af at pleje vores forhold til Kina så vi i 2013, hvor tibetanske demonstranter fik frataget retten til at vise det tibetanske flag, fordi Udenrigsministeriet frygtede, at det kunne påvirke forhandlinger negativt og reducere markedsadgangen til Kina.

Peter Viggo Jakobsen er en af landets førende strateger inden for sikkerhedspolitiske problemstillinger.

Amerikanerne har omvendt stærke holdninger til spørgsmålet om Arktis, hvor de lægger pres på Danmark for at minimere kinesisk indflydelse. De modsatte sig salget af en dansk flådebase i Grønland til en kinesisk rigmand og har også forhindret kinesiske entreprenører i at stå for nye lufthavne i Grønland. Danmark bliver altså påvirket fra begge fronter.

Peter Viggo Jakobsen konkluderer: ”Vi er et lille land med en åben økonomi, som har en interesse i at eksportere varer, hvor vi kan. Så der er grænser for, hvor meget man skal stå på sine værdier, hvis man skal gøre det op i et helhedsperspektiv. Det viser de dilemmaer, vi er i, fordi verden simpelthen er ved at ændre sig”.

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,3
Baseret på 10 anmeldelser