Putins plan - Genrejsning af Rusland som imperium

Vladimir Putin har været 22 år på vej for at realisere den drøm om det nye Rusland, som han proklamerede fra sine første dage som Ruslands nye leder, da den alderssvækkede Boris Jeltsin udnævnte ham til premierminister i august 1999 og bragte ham i stilling som sin efterfølger.

Lige siden har Putin arbejdet på en vision om et Rusland, der kunne rejse sig efter Sovjetunionens ydmygende kollaps og genopstå som en respekteret verdensmagt, som det imperium, det var både under fortidens zarer og de sovjetiske kommissarer. Det mål har Putin aldrig lagt skjul på. Problemet er, at det har taget resten af verden 22 år at forstå, hvad den vision gik ud på, og hvad Putin var villig til at gøre for at omsætte den til handling.

Allerede i den selvbiografiske interviewbog, der udkom kort tid inden Putins valg til præsident i maj 2000, talte han åbenhjertigt om de erfaringer fra sin barndom, der havde været med til at forme ham som person. Når man står over for en modstander, der truer én, forklarede han, gælder det om at slå først og slå så hårdt, at ens modstander ikke kan rejse sig igen.

Han var en lille splejs, der voksede op i et hårdt belastet baggårdsmiljø i Leningrad. Her lærte han at slå fra sig – og altid at slå først. Og det vigtigste: aldrig at vise tegn på svaghed. Den indsigt har fulgt ham i alle årene som KGB-agent og hele vejen til magtens top i Kreml. Og til krigen mod Ukraine og det varmeste forår i Europa siden 1945.

Demokratier og kleptokrater

Kommentatoren Thomas Friedman fra avisen The New York Times spørger i en af sine klummer, om krigen i Ukraine i virkeligheden ikke allerede er en verdenskrig. Han kalder det World War Wired, fordi alle overalt i verden kan følge med i realtid og er blevet berørt af det økonomisk, uanset hvor de befinder sig. Han citerer den svenske Ruslandsekspert Anders Aaslund, der har fortalt ham, at Ukrainekrigen hurtigt er blevet til det store opgør mellem de to dominerende politiske systemer: ”de demokratiske samfund med frie markeder og retssamfund over for de autokratiske kleptokratier.”

Efter aftale med George Orwell har Putin forbudt at kalde Ukrainekrigen for krig. Det kan koste russiske borgere 15 års fængsel at kalde den unævnelige krig for krig. Det er ”en specialoperation”, der foreløbig har kostet tusindvis af mennesker livet, drevet over 5 millioner ukrainere på flugt og efterladt byer som rygende ruiner. Vestens demokrati er den største trussel mod Putins kleptokrativælde, og han har ikke lagt skjult på, at Vestens liberale demokrati i hans øjne har overlevet sig selv og spillet fallit. Han er overbevist om, at fremtiden arbejder for hans model, putinismen, en hybrid mellem kleptokrati og usminket fascisme.

En ædelmodig mission: udslet Ukraine

Putin har en plan. En redningsplan. Han vil redde Ukraine ved at slå ukrainerne ihjel. Planen går ud på at denazificere Ukraine og redde de etniske russere fra folkemord ved at begå folkemord mod ukrainerne. På den måde vil Putin tage vare på Ruslands sikkerhed. Implementeringen af den plan vil i Putins udlægning betyde, at der ikke længere vil findes en stat, der hedder Ukraine, eller et ukrainsk folk. Han selv betragter operationen som ædelmodig og er overbevist om, at man vil nå de opstillede mål.

Putins rejse fra start i 2000 til krigen mod Ukraine tog 22 år. Drivkraften bag den rejse var en blanding af kompromisløs nationalisme, forurettelse og den altoverskyggende ambition om at se Rusland som en stormagt. Traumerne efter Sovjetunionens opløsning viste sig som fantomsmerter efter tabet af sovjetrepublikkerne, prestige og indflydelse.

Med krig og fjender som ledetråd

Putins vision og omdrejningspunktet for hans filosofiske og ideologiske univers er idéen om Den Russiske Verden. Den går ud på at genrejse Rusland som et imperium, som med urette er blevet frataget sin status, men nu vil genvinde sin plads som en verdensmagt. Den Russiske Verden består af Rusland, Ukraine og Belarus. Putin ser Ukraine som imperiets kronjuvel, en russisk kronjuvel. Men Putins russiske fortælling er utænkelig uden Ukraine. Han ser sig selv som udset til den, der ligesom fortidens russiske zarer samler et fragmenteret land og gør det til ét rige. Det skal være hans historiske eftermæle.

Den tanke er blevet en besættelse i en grad, hvor Ukraine i Putins verdensopfattelse slet ikke eksisterer som et land, som en nation. Det er kun russisk udkantsområde: Vi er ét folk, vi har ét sprog og én historie. Putin er parat til krig og til at begå krigsforbrydelser for at tvinge ukrainerne til at makke ret. Som præsident for et herrefolk med ret til at starte en krig og slå folk ihjel. Det kan virke bizart i det 21. århundrede, men ingen fra Putins egen inderkreds har spurgt ham, hvordan det hænger sammen.

Putin er sprunget ud som en krigspræsident, der fra begyndelsen har brugt krig og vold som sit vigtigste politiske redskab. Billedet er umiskendeligt fra krigen mod Tjetjenien i 1999 over blitzkrigen mod Georgien i 2008, invasionen af Ukraine og annekteringen af Krim i 2014 til krigen i Syrien i 2015 og nu krigen mod hele Ukraine. Det er krig og fjendebilleder, der har givet Putinstyret næring og legitimitet hånd i hånd med storløgnen. Og det dulmer fantomsmerterne.

Ned med flaget

Man kan undre sig over, at man i Vesten ikke har taget notits af det i alle de år. I Vesten var man blind for, hvad Putin stod for, og forblændet af Ruslands rolle og betydning som energikilde. Til gengæld har krigen – imod Putins forventning – samlet NATO-landene og banet vejen for Finland og Sverige som nye medlemmer af NATO.

Putin betaler prisen for sin storløgn. Prisen er, at han selv kommer til at tro på sine løgne og vrangforestillinger. Ukrainerne har allerede betalt en meget høj pris. Men Ruslands militær har vist sig at være så inkompetent og har lidt så alvorlige nederlag, at Putin risikerer, at hele hans militære eventyr går ned med flaget ligesom ”Moskva”, den russiske flådes flagskib. Vestens vigtigste opgave og største udfordring er at hjælpe ukrainerne med at sikre, at det vil ske. I modsætning til Putins løgne er det ikke et fantasifoster.