Kriser igennem historien

Kriser igennem historien

De alvorlige konsekvenser af coronavirus ramte investeringsmarkederne for fuld styrke i marts måned. Vi kender ikke de endelige økonomiske konsekvenser af krisen og nedlukningen af lande over hele verden. Men én ting ved vi: Kriser kommer og går igen.

Den 17. november 2019 blev det første tilfælde af en ny coronavirus hos en 55-årig mand fra Hubei-provinsen i Kina registreret. På det tidspunkt vidste man ikke, at man havde at gøre med en ny type virus. Man havde heller ingen anelse om, hvad den kunne udvikle sig til, hvilke konsekvenser den kunne have for menneskers liv, for måden at omgås hinanden på og for de finansielle markeder. Lige pludselig var fiskemarkedet i Huanan det mest kendte fiskemarked i verden.

Kriser er en del af de menneskelige vilkår, og historien har vist, at de kommer og går. Ofte er økonomiske kriser uoverskuelige, når man står midt i dem. Men ser man tilbage på dem efterfølgende, viser det sig, at de finansielle markeder retter sig igen efter nogen tid.

Den Store Depression 1929-1939

Krakket på Wall Street i 1929 er legendarisk. Udover at de amerikanske opsparinger forsvandt som dug for solen, varslede krakket den værste økonomiske nedtur i det 20. århundrede, også kaldet Den Store Depression. Den strakte sig over en periode på 10 år. Krisen tog sit udgangspunkt i to begivenhedsrige dage på aktiebørsen i New York.

To skæbnesvangre dage

”Sorte Torsdag”, som den 24. oktober 1929 senere er blevet kaldt, begyndte ellers, som den plejede på Wall Street i New York. Men da dagen var omme, var alt ændret for de amerikanske investorer, resten af USA og verden for den sags skyld. I løbet af dagen styrtdykkede kurserne på den amerikanske aktiebørs, og der blev dermed sat en stopper for flere års positive aktiemarkeder, som bl.a. var hjulpet på vej af spekulation for lånte midler.

Men det skulle blive endnu værre. Efter Sorte Torsdag indtraf ”Sorte Tirsdag” den 29. oktober 1929, hvor kursfaldene blev endnu større. Kursfaldene fortsatte tre år frem - om end i et mere afdæmpet tempo indtil den 8. juli 1932, hvor aktiemarkedet havde mistet ca. 90 % af sin værdi i forhold til det kursmæssige højdepunkt den 3. september 1929.

„Aktiemarkedet havde mistet ca. 90 % af sin værdi i forhold til det kursmæssige højdepunkt“

Under det store krak på Wall Street i oktober 1929 samlede der sig store mængder af ophidsede og bekymrede borgere foran børsen i New York.

Startskud til Den Store Depression

Så store kursfald på aktiebørserne har selvsagt alvorlig indvirkning på økonomien. Kursfaldene varslede startskuddet på Den Store Depression, som i 1930’erne tog over efter de brølende 20’ere. Arbejdsløsheden nåede op på 30 % i USA. Perioden med lavvækst blev formentlig forlænget som følge af en uhensigtsmæssig økonomisk politik i kølvandet på krisen. Fx strammede den amerikanske forbundsbank pengepolitikken. Det er den stik modsatte reaktion af, hvad der har virket i senere kriser. 

Den Store Depression er en af de længstvarende kriser, vi har set. Vi skulle helt om på den anden side af Anden Verdenskrig, før den efterfølgende periode med genopbygning affødte en generel velstandsstigning og optimisme globalt, som også kunne aflæses på de finansielle markeder.

OPEC-krisen i 1973

Firdoblingen af oliepriserne fra sent i 1973 til starten af 1974 sendte chokbølger gennem de finansielle markeder. I oktober 1973 kostede en tønde olie 2,9 dollars, og i januar 1974 var den steget til 11,65 dollars. Denne voldsomme reaktion var en konsekvens af, at præsident Nixon i USA støttede Israel i Yom Kippur-krigen, der er opkaldt efter den jødiske soningsdag, hvor et overraskelsesangreb på Israel indledte krigen. Denne krig udspillede sig mellem en koalition af arabiske lande anført af Egypten og Syrien på den ene side og Israel på den anden.

Olieembargo rammer USA og allierede

Organisationen af olieproducerende lande, OPEC, som hovedsageligt består af arabiske lande, iværksatte en olieembargo mod USA og dets allierede som et modsvar mod den amerikanske støtte til Israel. Det mindre udbud af olie udløste den markante stigning i olieprisen og en række uheldige følgevirkninger for de vestlige økonomier. De bestod bl.a. i stigende ubalancer på betalingsbalancerne, stigende arbejdsløshed og inflation i de olieimporterende lande.

Kombinationen af stigende inflation og en stagnerende vækst i denne periode lagde navn til det økonomiske begreb ”stagflation”, hvilket på det tidspunkt var et helt nyt fænomen. Normalt gik stigende vækst nemlig hånd i hånd med stigende inflation. Aktiemarkederne faldt mere end 40 % i 1974 målt i forhold til højdepunktet i 1973. Selvom krisen gjorde ondt på aktierne, var de fleste finansmarkeder tilbage igen i 1976.

Asienkrisen i 1997/1998

Asienkrisen tog sit udspring i Thailand i juli 1997. Her besluttede myndighederne, at kursen på den thailandske valuta, bahten, ikke længere var knyttet til udviklingen i dollarkursen. Det førte til en reel devaluering af landets valuta, som førte en serie af devalueringer af valutaer med sig i andre østasiatiske lande. Værst gik det ud over den indonesiske rupiah, som seks måneder senere havde mistet ca. 80 % i værdi. Valutaerne i Thailand, Sydkorea og Malaysia blev i samme periode i runde tal halveret.

„Den generelt overdrevne risikotagning i banksektoren satte en lavine i gang på de finansielle markeder“

Spekulation fremtvinger devaluering

Årsagen til krisen skal findes i, at de såkaldte tigerøkonomier forinden havde præsteret imponerende vækstrater. Det medførte, at kapitalen strømmede til regionen, og finansielle bobler på ejendomsmarkedet og aktiemarkedet opstod.

Samtidig begyndte den amerikanske forbundsbank at stramme pengepolitikken for at dæmpe inflationen.

Det styrkede den amerikanske dollar, og da regionens valutaer var knyttet til dollaren, betød det en svækkelse af økonomiernes konkurrenceevne. Der bredte sig en erkendelse af, at priserne på ejendomsmarkedet var uholdbare. Konsekvensen var, at der blev spekuleret på, at bahten ikke længere kunne fastholde sin tilknytning til dollaren. Spekulanterne vandt, og bahten blev flydende og udsat for en voldsom devaluering med deraf følgende stigende inflation.

Frygt for global krise

Krisen blev i første omgang betragtet som et problem for tigerøkonomierne, men da krisen bredte sig til Japan og Brasilien, frygtede man, at den kunne udvikle sig til en global krise. Den Internationale Valutafond, IMF, fik gennem en massiv tildeling af lån til de ramte lande stabiliseret situationen. I 1999 viste mange af de udsatte lande igen vækst, og valutaerne og aktiemarkederne begyndte at vinde noget af det tabte tilbage. Vi skulle dog hen til år 2005, før markederne var tilbage til niveauet før krisen.

Finanskrisen i 2007/2008

Som de fleste nok kan huske, skal baggrunden for finanskrisen findes i de såkaldte subprimelån i USA, men roden til krisen dækkede generelt over for stor risikotagning i banksektoren. Subprimelån var boliglån, hvor betalingsrækkerne blev struktureret i forskellige produkter med forskellig risikoprofil, som blev solgt til investorer.

Det var for mange vanskeligt at gennemskue risikoprofilen i produkterne, men fra medio 2007 blev det synligt, at de var mere risikable end tidligere antaget. Dette forhold og den generelt overdrevne risikotagning i banksektoren satte en lavine i gang på de finansielle markeder, som resulterede i flere virksomhedskrak. Blandt andet krakkede USA’s fjerdestørste investeringsbank, Lehman Brothers, i september 2008, hvilket ellers tidligere ville have været et helt utænkeligt scenarie. Tre uger forinden var Roskilde Bank, som var Danmarks tiendestørste pengeinstitut, gået ned. Herefter fulgte det største globale tilbageslag siden Den Store Depression i 1930’erne.

Det tog flere år for finansmarkederne at komme over finanskrisen, og nogle vil mene, at vi stadig ikke er kommet over den. Ser man udelukkende på aktie-
markederne, var de dog i 2013 tilbage på kursniveauerne inden krisen.

Coronakrisen 2020

Det er endnu for tidligt at gøre det økonomiske tab op efter coronakrisen, men der er ingen tvivl om, at økonomierne og de finansielle markeder vil rette sig igen. Der er på globalt plan allerede foretaget mange penge- og finanspolitiske tiltag, som virker fornuftige. Det er derfor forventningen, at det kommer til at gå noget hurtigere at vende tilbage til mere normale tilstande end under Den Store Depression.

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

5
Baseret på 1 anmeldelser