Magnum Ice Cream-aktien dykker 14 pct. på børsen i Amsterdam, efter at den tidligere Unilever-division skuffer investorerne med et stort fald i driftsresultatet sidste år.
Koncernen, der ejer mærker som Ben & Jerry's, Magnum og Cornetto, fik sidste år et fald i driftsresultatet til 599 mio. euro fra 764 mio. euro, ramt af omkostninger forbundet med separationen fra Unilever og valutakursudsving, da euro blev styrket over for dollar og den tyrkiske lira.
Før dagens kursmassakre var aktien steget med omtrent 26 pct. siden børsnoteringen i december.
En del af begrundelsen for opdelingen var, at Magnum, verdens største isproducent, kunne anspore til større vækst og øge volumen og marginer, når den blev frigjort fra Unilever.
Omsætningen blev sidste år fastholdt på 7,9 mia. euro, og driftsmarginen blev reduceret til 7,6 pct. fra 9,6 pct.
Regnskabstallene er ikke positiv læsning ifølge analytiker David Hayes fra Jefferies, der peger på risikoen for faldende efterspørgsel, efterhånden som flere mennesker verden over begynder at tage GLP-1-vægttabsmidler.
- Volumen er afgørende, med risiko for, at strukturelle bekymringer omkring GLP-1 bliver et tema, siger analytikeren ifølge Bloomberg News.
.\\˙ MarketWire