14. aug. 2023 kl. 17:04
29 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Mandagens aktier: DFDS og NKT leverede nyhederne i stille...

I et stille dansk aktiemarked løb sidepapirerne med overskrifterne mandag, hvor DFDS kunne præsentere en opjustering, og NKT en stor polsk ordre.

- I udlandet er der rigtig meget sommerferie, hvor mange aktører er væk. Det smitter af på aktiviteten, og det kan vi godt mærke, udtaler chefhandler Mads Zink fra Danske Bank til MarketWire.

- Det er stilhed før stormen. Vi sidder lidt og venter på at få målt pulsen på selskaberne, siger Mads Zink med henvisning til ugens mange regnskaber fra øverste hylde.

Ugen byder blandt andet på tal fra Pandora, FLSmidth, Carlsberg, Netcompany, Demant, Coloplast og GN.

Facit for mandagens handel blev et et minus på 0,2 pct. til 1781,69 for C25-indekset, hvor investorerne lagde Pandora-aktier ind på bogen forud for tirsdagens regnskab.

Smykkeaktien steg 1,0 pct. kun overgået af plusset på 2,2 pct. til Ambu og 1,1 pct. til Unibrew.

DFDS OPJUSTERER FORVENTNINGERNE

DFDS opjusterede forud for tirsdagens regnskab forventningerne til 2023, efter at andet kvartal har udviklet sig bedre end forventet.

Rederiet venter nu et driftsresultat, EBITDA, på 4,8-5,2 mia. kr., mens den tidligere forventning lød på 4,5-5,0 mia. kr.

DFDS-aktien sejlede frem med 5,6 pct. til 238 kr.

Generelt havde rederierne en god dag på kontoret med stigninger på 5,1 pct. til Norden og 1,1 pct. til Torm.

Energikoncernen Ørsted fik sent fredag endnu et sænket kursmål oven på energiselskabets skuffende regnskab for andet kvartal i sidste uge.

Der er det St. Louis-baserede Stifel, der har sænket målet for Ørsted-aktien til 628 kr. fra 665 kr. efter at have gennemgået torsdagens regnskab, der skuffede med blandt andet en ringere indtjening i divisionen Bioenergy end ventet.

Aktien faldt med 2,0 pct. til 553 kr.

Helt i bunden af C25-indekset lukkede Bavarian Nordic med et fald på 2,7 pct. i 157,65 kr., hvilket der ifølge Mads Zink umiddelbart ikke er nogen god forklaring på.

- Bavarian tager nogle store udsving. Den er meget volatil og de store shortpositioner i aktien kan også påvirke den, siger chefhandleren.

NKT VINDER POLSK ORDRE TIL VÆRDI AF MERE END 120 MIO. EURO

NKT har vundet en ordre på højspændingskabler til den polske havvindmøllepark Baltic Power Offshore Wind Farm. Ordren har en værdi på mere end 120 mio. euro og mere end 110 mio. euro i standard metalpriser.

Ordren påvirker ikke 2023-forventningerne for NKT, der lukkede med en stigning på 2,5 pct. i 393,40 kr.

TIVOLI LEVERER BEDSTE ANDET KVARTAL NOGENSINDE

Tivoli kom gennem sommersæsonen med det bedste andet kvartal i parkens historie samt en omsætningsrekord i juli tråds det våde vejr.

På børsen var der også lidt at smile af, da investorerne handlede aktien i forlystelsesparken 0,8 pct. højere i 760 kr.

Blandt sidepapirerne var der til gengæld lidt pres på Roblon, der tabte 2,7 pct. til 127,50 kr., efter en nedjustering af forventningerne.

Industriselskabet skar efter ni måneder af sit forskudte regnskabsår forventningerne til salget med minimum 5 pct. og prognosen for driftsresultatet blev reduceret til intervallet minus 10 til 0 mio. kr. fra tidligere 5-20 mio. kr.



.\\˙ MarketWire



Jakob Due Jakobsen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail:[email protected], www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her