07. sep. 2026 kl. 15:03
79 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Mandagens aktier: Grønne aktier tog teten på stille dag

Mandagens aktier: Grønne aktier tog teten på stille dag

De grønne aktier fik en god start på ugen efter yderligere stigninger i energipriserne og en positiv analyse for en konkurrent til Vestas.

- Generelt har vi en stille dag med udsigt til, at der ikke skal ske noget i aften. Det er ikke fordi, der er kommet det store frem hen over weekenden på det danske marked, siger investeringsstrateg Jacob Pedersen fra Middelfart Sparekasse til MarketWire med henvisning til mandagens amerikanske lukkedag, Labor Day.

Det danske C25-indeks lukkede med et marginalt fald på 0,01 pct. i 1911,87, mens det europæiske Stoxx 600-indeks ved dansk lukketid lå med et plus på 0,1 pct.

VESTAS KUNNE SE TYSK RIVAL FÅ LØFTET ANBEFALINGEN TIL "KØB"

Vestas indtog med 2,3 pct. til 218,20 kr. toppen af C25-indekset efter en positiv analyse fra Bank of America vedrørende den tyske konkurrent Nordex, der fik løftet sin anbefaling til "køb".

Analytiker Alexander Jones ser en "betydelig" forbedring forude for Nordex' indtjening og fremhæver tysk volumenvækst, de seneste amerikanske ordrer og en stabil forsyningskæde.

- Det er vel den analyse på Nordex, som er med til at lyse op i det segment. Og ligesom kaste lidt glans ned over de aktier. Vi ser, at både Vestas, Ørsted og faktisk også NKT, som også leverer ind i den industri, ligger godt i dag, siger Jacob Pedersen.

NKT endte mandagen med et plus på 2,0 pct. til 954 kr., mens Ørsted sluttede med en stigning på 2,0 pct. i 139,80 kr.

De grønne aktier fik også lidt medvind fra stigende energipriser, hvor prisen for en tønde Brent-olie blev øget med mere end 2 dollar til 97,50 dollar i forhold til fredag ved lukketid.

De europæiske gaspriser viser en tilsvarende udvikling efter nye sammenstød mellem Iran og USA i weekenden.

Rockwool faldt med 3,2 pct. til 197,70 kr. til bunden af C25-indekset, da de stigende energipriser er en ekstra omkostningsbyrde for isoleringsproducenten, som har en energiintensiv produktion.

Uden selskabsspecifikt nyt lukkede Pandora med et fald på 2,3 pct. til 827,40 kr. i den tunge ende af eliteindekset.

Mærsk lukkede med et minus på 1,8 pct. til 22.210 kr. for B-aktien også i den tunge ende af eliteindekset. Det kom efter en solid stigning på 4,6 pct. fredag.

CHEMOMETEC FIK POSITIVT ANALYSENYT FRA NORSK FINANSHUS

Blandt sidepapirerne fik Chemometec positivt analytikernyt fra norske Arctic Securities, som indledte analysedækning af aktien med en købsanbefaling.

Finanshuset satte samtidig det næsthøjeste kursmål for aktien blandt analytikerne, som ifølge Bloomberg News dækker selskabet.

Kursmålet lyder på 590 kr. for aktien i celletællingsselskabet, som aflægger regnskab for det forskudte helår 2025/26 torsdag den 10. september.

Aktien steg 0,6 pct. til 513 kr.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,3
Baseret på 605 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig