Stigende energipriser pressede endnu engang renten i vejret, efter at der i weekenden atter opstod spændinger mellem USA og Iran med angreb i begge retninger, selv om der officielt fortsat er våbenhvile.
Dermed er parterne igen blevet skubbet længere fra hinanden, og Hormuzstrædet er atter lukket til, selv om det fredag forlød, at det ville blive åbnet helt frem til i hvert fald udløbet af våbenhvilen på onsdag.
Det sendte atter oliepriserne op, og herhjemme lukkede renten for den toneangivende tiårige statsobligation med et løft på 5 basispoint til 2,86 pct.
Fredag faldt renten med 9 basispoint.
Fra iransk side beskyldes USA for at have angrebet og overtaget kontrollen med et skib, og det har fået styret i Iran til at love modsvar.
Samtidig skulle fredsforhandlingerne i Pakistan mandag være blevet aflyst, hvilket efterlader parterne et godt stykke fra hinanden inden udløbet af våbenhvilen onsdag.
Nøgletalsmæssigt var der ikke meget at hænge hatten på mandag, som dog bød på et lille inflationært signal fra Tyskland, der kan understøtte rentestigningerne i Europa.
Et tal har nemlig vist, at producentpriserne i landet steg med 2,5 pct. på månedsbasis i marts, hvilket var noget mere end de 1,4 pct., der var konsensus blandt økonomerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.
.\\˙ MarketWire