13. apr. 2026 kl. 04:35
61 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Mette Frederiksen vil undersøge muligheder for bred regering

Mette Frederiksen vil undersøge muligheder for bred regering

Den kongelige undersøger, Mette Frederiksen (S), vil afsøge, om en bred regering hen over midten kan lade sig gøre.

Det skriver hun søndag på Facebook.

Mette Frederiksen, der er fungerende statsminister, understreger, at hun fortsat ser muligheder for at danne en centrum-venstre-regering.

- Samtidig intensiverer vi drøftelserne også med Venstre og Konservative. Særligt om økonomi. Begge partier har klart sagt, at de helst vil en ren borgerlig politik. Uden at definere, hvad det egentlig betyder politisk. Men jeg tror, danskerne forventer en vis pragmatisme fra os alle sammen, skriver Mette Frederiksen.

Hun dannede i 2022 SVM-regeringen, som foruden Socialdemokratiet bestod af Venstre og Moderaterne.

- Selv om den tidligere SVM-regering har været meget udskældt, har jeg aldrig lagt skjul på, at jeg var glad for den. Vi ledte landet gennem en svær tid, oprustede vores forsvar og sikkerhed, investerede markant i velfærd og gennemførte en lang række reformer.

- Men om det kan lade sig gøre igen og med endnu flere partier - det prøver vi nu at finde ud af, skriver hun.

Hidtil har Mette Frederiksen primært forhandlet med fem andre partier, Moderaterne, Enhedslisten, SF, De Radikale og Alternativet.

Fredag satte Moderaternes formand, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, foden ned og meddelte, at Moderaterne ikke ville deltage i flere forhandlingsmøder, hvis ikke Mette Frederiksen inviterede Venstre og De Konservative til forhandlingsmøder igen.

Begge partier har hidtil kun haft et indledende forhandlingsmøde med Mette Frederiksen.

Fredag kom det frem, at Venstre skal til møde med Mette Frederiksen mandag, og lørdag blev det meddelt, at De Konservative skal forhandle tirsdag.

Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og Borgernes Parti har ikke været inviteret til forhandlingsmøder.

/ritzau/

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 243 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig