Børsnoterede NewCap Holding har indgået aftale om erhvervelse af NCI Advisory mod udstedelse af nye aktier i selskabet.
NCI Advisory er et kapitalforvaltningsselskab specialiseret i investeringer i gældsinstrumenter og har en stærk position på det nordiske marked på dette område.
- NewCap har igennem længere tid undersøgt mulighederne for erhvervelse af nye aktiviteter, gerne i samarbejde med nye investorer. De erhvervede aktiviteter sker i forlængelse af disse overvejelser og anses for at være i tråd med selskabets forrige aktiviteter og i øvrigt i overensstemmelse med selskabets formålsbestemmelse i vedtægterne, skriver NewCap i en meddelelse.
NCI Advisory er ind til overdragelsens gennemførelse ejet af JLB Invest ApS og CrossingBridge Advisors, der begge vil fortsætte som aktionærer i NewCap efter overdragelsens gennemførelse.
Købesummen er aftalt til 44,2 mio. kr., der betales med udstedelse af nye aktier i NewCap til en kurs på 0,12 kr. per nye aktie.
UDLØSER PLIGTMÆSSIGT KØBSTILBUD
Transaktionen og udstedelsen af de nye aktier vil medføre, at JLB Invest ApS opnår en ejerandel på mere end en tredjedel af stemmerrettighederne i NewCap.
Det udløser et pligtmæssigt overtagelsestilbud i henhold til kapitalmarkedslovens regler. JLB Invest ApS kommer derfor til at tilbyde aktionærerne i NewCap at købe deres aktier.
Tilbuddet vil være baseret på en kurs per aktie på 0,12 kr., svarende til en præmie på ca. 9,10 pct. sammenlignet med lukkekursen på Nasdaq Copenhagen fredag den 5. december 2025.
.\\˙ MarketWire