11. dec. 2025 kl. 07:35
221 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Nilfisk på vej mod salg til tyske Freudenberg: Byder knap 3,8 mia. kr. - NY2

Nilfisk på vej mod salg til tyske Freudenberg: Byder knap 3,8 mia. kr. - NY2

Tyske Freudenberg Home and Cleaning Solutions er på vej med et købstilbud på Nilfisk på 140 kr. per aktie, der værdiansætter selskabet til 3798 mio. kr.

Buddet, der er kontant, svarer til en præmie på 35,9 pct. i forhold til onsdagens lukkekurs på 103 kr., fremgår det af en meddelelse fra Nilfisk torsdag morgen.

I forhold til det vægtede gennemsnit for den seneste måned er præmien knap 40 pct., fremgår det.

Nilfisks bestyrelse anbefaler aktionærerne at takke ja til tilbuddet.

Bestyrelsen i det danske selskab har i en omfattende strategisk proces aktivt udforsket muligheden for et salg af virksomheden, og det bedste tilbud kom fra Freudenberg.

Prisen anses desuden som værende "attraktiv".

De største aktionærer i Nilfisk, Ferd A/S, Kirkbi Invest og Primestone Capital, har sammen med de ledelses- og bestyrelsesmedlemmer, der ejer aktier i Nilfisk, accepteret at sælge alle aktier til den tilbudte pris.

Planen er, at Freudenberg vil afnotere Nilfisk fra fondsbørsen i København, og hvis der opnås en ejerandel på over 90 pct. efter tilbudsperiodens udløb, vil det tyske selskab gå efter en tvangsindløsning af de resterende aktionærer.

- I dag informerer Nilfisk sine aktionærer om et planlagt kontant tilbud på 140 kr. per aktie fra Freudenberg. Tilbuddet er resultatet af en strategisk gennemgangsproces, der blev indledt efter en uopfordret henvendelse til virksomheden. Bestyrelsen har under vejledning fra sine eksterne rådgivere foretaget en omhyggelig og omfattende evaluering, siger Peter Nilsson, der er bestyrelsesformand hos Nilfisk, i meddelelsen.

- Freudenberg har konsekvent fremstået som en troværdig og stærk potentiel ejer. Baseret på sin samlede vurdering, herunder en uafhængig fairness opinion, agter bestyrelsen at anbefale aktionærerne at acceptere tilbuddet. Bestyrelsen vurderer, at den foreslåede transaktion tilbyder en attraktiv værdi og giver Nilfisk et stærkt fundament for fremtiden, fortsætter han.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,8
Baseret på 48 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig