Onsdagens vellykkede og rekordstore auktion over havmølleprojekter i Storbritannien skaber optimisme hos kabelleverandøren NKT, som dog endnu ikke kan sige, om projekterne vil kaste ordrer af sig.
På auktionen over differencekontrakter, CfD'ere, løb tyske RWE med en samlet kapacitet på 6865 megawatt, mens skotske SSE Renewables fik tildelt et projekt med en kapacitet på 1380 megawatt.
- Vi ser den britiske regerings rekordstore CfD-tildeling som et stærkt signal om deres langsigtede engagement i havvind og den grønne omstilling.
- Tildelingen bekræfter den fortsatte opbakning til havvind og understreger behovet for pålidelig kabelinfrastruktur til at forbinde fremtidens havvindmølleparker til elnettet, siger Michael C. Hjort, kommerciel direktør i NKT, i en skriftlig kommentar til MarketWire.
I alt blev der tildelt otte projekter, hvoraf to er flydende vindprojekter, så der bliver formentlig travlt i de britiske farvande i de kommende år.
- Med dagens resultat forventer vi, at aktiviteterne inden for havvind i den britiske sektor kommer tilbage på sporet efter et kortvarigt dyk i realiseringen af nye projekter de seneste par år. Om dette på sigt kan give anledning til nye aktiviteter for NKT, er endnu for tidligt at sige, siger Michael C. Hjort.
.\\˙ MarketWire