13. maj 2026
29 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

NKT-topchef ser rekordstor kommerciel fremdrift og hidtil uset indtjeningssigtbarhed - NY

NKT-topchef ser rekordstor kommerciel fremdrift og hidtil uset indtjeningssigtbarhed - NY

Kabelkoncernen NKT har i første kvartal haft sin stærkeste ordreindgang nogensinde og går også ud af kvartalet med den største ordrebog nogensinde på 13,5 mia. euro.

Det giver en hidtil uset indtjeningssigtbarhed, siger NKT-topchef Claes Westerlind i et interview med MarketWire.

- Vi har nu en ordrebog på 13,5 mia. euro og derudover yderligere 2,5 mia. euro i indgåede aftaler, hvilket er uden fortilfælde i NKT’s historie. Det er en rekordstor ordrebog og betyder naturligvis også en hidtil uset indtjeningssigtbarhed.

- Så vi er glade for at kunne sige, at vi har begrænset kapacitet i de kommende år inden for transmissionsområdet. Vi er ikke fuldt bookede helt frem til 2030, men vi siger, at vi har god indtjeningssigtbarhed både for vores forventninger, de mellemlange forventninger i 2028, men også for 2030. Vi er glade for at vide, at vi ved, hvad vi skal lave de næste par år i transmissionssegmentet, siger Claes Westerlind.

HOLDER KORTENE TÆT PÅ KROPPEN

Hvad NKT eventuelt har mulighed for at tage ind yderligere af projekter til produktion inden 2030 ønsker Claes Westerlind af konkurrencehensyn ikke at oplyse om.

- Grunden til, at vi bevidst er lidt vage omkring det, er, at hvis vi afslører det, giver vi også konkurrencemæssig information til vores konkurrenter. Hvis jeg siger, at vi kun kan påtage os dette, så ved de, at vi ikke vil være i stand til at påtage os det. Vi ønsker ikke at give nogen konkurrent en "free lunch", siger Claes Westerlind.

- Derfor vil vi gerne have dem til at tro, at vi altid har kapaciteten. Men i virkeligheden, som tallene viser, har vi en meget god udnyttelsesgrad i de kommende år, og det er vi tilfredse og glade for, tilføjer han.

Regnskabet for første kvartal viser en noget større driftsindtjening end ventet på 97 mio. euro målt på operationelt EBITDA mod 81 mio. euro i samme periode sidste år. Analytikerne havde til sammenligning ventet et resultat på 84 mio. euro.

- Regnskabet vidner om en fortsat positiv økonomisk udvikling for os som virksomhed, og den giver os tillid til det år, vi er midt i, men også til den kurs, vi er på vej mod frem mod 2028 og 2030, siger Claes Westerlind.

ALLE OMRÅDER GØR DET GODT I KVARTALET

- Det er også godt at se, at alle forretningsområder klarer sig godt i kvartalet, og det inkluderer også, at vi fortsat leverer på de investeringer, vi foretager. Så alt i alt er vi tilfredse med kvartalet, siger Claes Westerlind.

Indtjeningsmarginen er i kvartalet steget betydeligt til 16,0 pct. fra 12,9 pct. i første kvartal sidste år. Det er alle forretningsområderne, der bidrager til den marginforøgelse.

- Marginen i forretningsområdet Transmission er stigende, og det skyldes det projektmiks, vi har i dette forretningsområde, som gradvist forbedres. Vi har også en stigning i rentabiliteten fra forretningsområdet Grid Solutions & Accessories, hvilket primært skyldes de forbedringer, vi ser i forretningsområdet Accessories.

- Og sidst, men ikke mindst, havde vores distributionsforretningsområde også et godt kvartal og et betydeligt bedre kvartal end i første kvartal sidste år set ud fra et rentabilitetsperspektiv, drevet af både segmentet for netdistribution, men også en gradvis forbedring, som vi ser i byggesegmentet, forklarer Claes Westerlind.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,9
Baseret på 8 anmeldelser